- Opdateret 02/01/2019 kl. 09:03
Voldsomt uvejr har nu kostet 85 livet i Filippinerne
Flere børn er blandt de omkomne, efter at uvejr har forårsaget jordskred og oversvømmelser i Filippinerne.
I alt 85 personer har mistet livet efter et uvejr, der ramte det østlige Filippinerne kort før nytår. Derudover savnes 20 personer.
Det oplyser katastrofemyndighederne, efter at redningsarbejdere onsdag nåede frem til områder, der har været hårdt ramt af jordskred og oversvømmelser i den østlige del af landet.
De omkomne, der også inkluderer børn, har hovedsageligt mistet livet, da deres huse styrtede sammen som følge af jordskred.
Det oplyser Ricardo Jalad, direktør hos de nationale katastrofemyndigheder.
- Hvis vi ikke finder de savnede, eller hvis vi finder dem omkommet, så har vi 105 dødsfald. Det håber vi ikke, tilføjer direktøren.
Tre filippinske provinser er sat i "katastrofetilstand". Det betyder, at de får adgang til midler til at håndtere en nødsituation.
Rednings- og bjærgningsarbejdet har været udfordret af store mængder regn de seneste par dage. Myndighederne håber at kunne nå frem til flere ramte områder, når vejret begynder at arte sig.
69 personer meldes omkommet i den østlige region Bicol, hvor der bor 5,8 millioner mennesker. Landbruget i området, der producerer ris og korn, er blevet beskadiget for anslået 38 millioner kroner.
Yderligere 16 personer er blevet dræbt under jordskred i naboregionen Østvisayas. Det siger en talsmand for de nationale katastrofemyndigheder.
I provinsen Camarines Sur er mindst 50 huse blevet begravet af jordskred i bjergbyen Sagnay. Her har redningsarbejdere bjærget et stort antal lig, oplyser de lokale myndigheder.
Omkring 20 tropiske orkaner rammer Filippinerne hvert år.
Det resulterer i både ødelagte afgrøder og infrastruktur i en af de ellers hurtigst voksende økonomier i Asien.
/ritzau/dpa