Japansk politi frygter, at dommedagskult vil hævne sig efter eksleders død
Sympatisører af dommedagskulten Aum Shinrikyo og i særdeleshed dens leder Shoko Asahara forventes stadig at være aktive.
En tidligere leder og flere medlemmer af den japanske dommedagskult Aum Shinrikyo, der bl.a. med et saringasangreb i Tokyos undergrundsbane i 1995 rystede Japan i sin grundvold, blev fredag henrettet.
Nu frygter det japanske politi imidlertid, at sympatisører af dommedagskulten vil tage på hævntogt og opildne til voldelige demonstrationer efter lederens død.
Det skriver det britiske medie Independent.
Det japanske politi hævder, dommedagskulten stadig lever i bedste velgående gennem dens mange sympatisører, der desuden beskrives som stadig aktive, og deres fascination af den nu afdøde leder Shoko Asahara synes bestemt ikke mindre efter henrettelsen.
Henrettelsen har angiveligt udløst stærke følelser blandt sympatisørerne, der i vidt omfang stadig betrager lederen som en slags gud.
Derfor holder det japanske politi også et vågent øje med aktiviteten blandt de erklærede tilhængere af dommedagskulten af frygt for, at de før eller siden vil følge lederens eksempel og udføre et lignende angreb som det, der i 1995 slog 12 mennesker ihjel og sårede flere tusinde i Japan.
Siden fredag formiddag har den japanske efterretningstjeneste således gennemsøgt i alt 28 steder over hele landet, der er blevet sat i forbindelse med dommedagskulten. Uden dog at finde noget mistænkeligt.
Man antager, at dommedagskulten Aum Shinrikyo havde over 10.000 tilhængere, da den var på sit højeste. Kun de færreste forstår stadig, hvordan Shoko Asahara kunne lokke højt intelligente mennesker til at gå ind i en kriminel kult, hvis overordnede budskab var, at ”dommedag er nær”.
Aum Shinrikyo har dog mange forbrydelser på samvittigheden, lige fra snigmord til kemiske angreb i hovedstadens undergrund. Ingen kender det præcise antal af mennesker, som sekten indtil videre har kidnappet og myrdet.
Knap 200 kultmedlemmer er blevet dømt for en række forbrydelser. 13 er dødsdømt.
Shoko Asahara blev dømt for 27 mord, inklusiv de to saringasangreb.