Præsident Trump og Nordkoreas leder Kim Jong-un trykker hånd og begynder historisk møde
Mødet blev indledt kort efter kl. 09. lokal Singapore tid.
SINGAPORE - Blot fire minutter forsinket trådte de to mænd, Donald Trump og Kim Jong-un, ud på den åbne trappe på Capella luksushotel fra hver sin side og gav hinanden det historiske håndtryk, som en hel verden har ventet på.
Foran 12 amerikanske og nordkoreanske bannere gav de hinanden et fast og langt håndtryk. Derefter vendte de front mod pressen for endnu et historisk foto.
Det første møde mellem en siddende, amerikansk præsident og en nordkoreansk leder nogensinde er i gang.
De fortsatte ind i den tilstødende bygning og ind i forhandlingslokaler, hvor de overraskende begge to kom med korte erklæringer til pressen.
Trump sagde at han forventede, at mødet ville blive en fantastisk succes og ville blive begyndelsen på et fremragende forhold.
»Det er jeg ikke i tvivl om,« sagde han.
Kim konstaterede, at det har været en lang og besværlig proces at overkomme gamle fordomme og rutiner.
»Men vi har overvundet dem, og nu er vi her i dag,« sagde han, hvorefter Trump stak hånden frem til endnu et håndtryk, og Kim brød ud i et stort smil, inden pressefotograferne blev lempet ud og forhandlingerne kunne begynde.