Fortsæt til indhold
International

Endnu en legendarisk elefant dræbt af krybskytter

Elefanten Satao, som var elsket i Kenya på grund af sine gigantiske stødtænder, er død.

I Kenyas Tsavo East National Park har elefanten Satao i over 45 år vandret rundt med sine gigantiske stødtænder.

Nu er Satao blevet fundet dræbt af en giftpil med stødtænderne hakket ud.

Elefanten Satao var kendt og afholdt på grund af sine gigantiske stødtænder.

Ifølge CNN var Satao en af Kenyas mest elskede elefanter. Han var let genkendelig på grund af sine kæmpestore stødtænder, der nåede helt ned til jorden, og Satao var netop derfor et stort hit blandt turister i nationalparken.

Ud over at være udstyret med store stødtænder, var Satao også af bygning en af Kenyas største elefanter.

Vandrede for at finde vand

Organisationen Tsavo Trust, som beskytter nationalparken, hvor Satao boede, udsendte sent fredag aften en meddelelse, hvori man begræder tabet af elefanten.

"Der er ingen tvivl om, at Satao er død, dræbt af en krybskyttes giftige pil for at fodre den tilsyneladende umættelige efterspørgsel på elfenben i fjerne lande. Et liv er gået tabt, så én eller anden langt væk kan få en nipsting til sin kaminhyde. Hvil i fred, gamle ven, du vil blive savnet," skriver Tsavo Trust.

Også flere Twitter-brugere, bl.a. Kenya Pics, har skrevet om elefanten og lagt billeder af ham online.

Det formodes, at Satao vandrede uden for sin sædvanlige del af nationalparken for at finde frisk vand. Området, han blev skudt i, har meget buskads og få veje og er derfor vanskeligt at komme frem i.

Blev skudt i maj

Den store elefant, som vurderes at være omkring 50 år gammel, blev skudt den 30. maj. Man opdagede liget den 2. juni, men ville ifølge Tsavo Trust ikke offentliggøre fundet, før man var helt sikker på, at der var tale om liget af Satao.

Fredag viste resultater fra undersøgelser dog, at det med 100 pct. sikkerhed var den store elefant, der var tale om.

"Men lad os ikke glemme, at Sataos gener lever videre et sted i Tsavos elefanter, og at disse gener har brug for beskyttelse," lyder et af de få positive budskaber fra Tsavo Trust.

Sataos død kommer kun få uger, efter at en anden elefant, Mountain Bull, som er blevet filmet til flere dokumentarfilm på CBS, blev fundet gennemboret af et spyd i Mount Kenya National Park. Både Mountain Bull og Satao blev overvåget tæt af nationalpark-ansatte, men det var ikke nok til at redde elefanternes liv.

Tror ikke på de officielle tal

I Kenya anslår man ifølge News 24, at omkring 100 elefanter er blevet dræbt at krybskytter i år. Dette antal er der dog ikke mange forskere, der tror på.

"Det tal fortæller, at under 1 pct. af Kenyas elefanter er blevet ofre for krybskytter. Men ud fra de rapporter, jeg har set, er det antal mindst 10 gange højere end det officielle tal," skriver miljøforskeren Paula Kahumba ifølge News 24 i en rapport.

Han baserer bl.a. sin vurdering på, at der tidligere i juni blev beslaglagt to tons elfenben i den kenyanske havneby Mombassa. Alene den mængde svarer til 114 dræbte elefanter.

To tredjedele af elefanterne er udryddet

Ifølge FN blev 22.000 afrikanske elefanter i 2012 dræbt af krybskytter, og det anslås, at mere end to tredjedele af alle Afrikas elefanter nu er blevet udryddet.

Der bliver i Afrikas nationalparker iværksat alle mulige sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte elefanterne, men ifølge miljø- og dyrebeskyttelsesorganisationer som WWF er en af de bedste måder at stoppe krybskytteri på simpelthen at stoppe efterspørgslen på elfenben.

Denne efterspørgsel kommer især fra kunder i Asien.