Fortsæt til indhold
International

Ekspert: Kim Jong-Uns storebror kan blive den næste

Manden, der blev betragtet som Nordkoreas kronprins, lever i eksil i frygt for attentater.

Los Angeles

Det er usikkert, hvor meget reel magt Kim Jong-Un egentlig besidder, eller om han i virkeligheden styres af militæret.

Men med udrensningen af sin magtfulde onkel og næstformanden for landets øverste militære råd, Jang Song-Thaek, tøver den nye diktator tilsyneladende ikke med at rydde op og fjerne enhver, som måtte kunne tænkes at ville rokke ved hans autoritet.

Detroniseret arvtager

Song-Thaek blev anset for at være diktatorens højre hånd, men med henrettelsen har den 30-årige leder nu skilt sig af med alle syv betroede ”vogtere”, som faderen Kim Jong-Il i sin tid bad om at vejlede og støtte sønnen.

Nu mener Kang Myong-Do, professor ved det sydkoreanske Kyungmin-universitet med speciale i Nordkorea, at Kim Jong-Uns storebror meget vel kan blive det næste offer for den politiske paranoia i det lukkede og stalinistiske regime.

Og det selvom han i dag lever en tilværelse i eksil i Macau.

Det siger professoren i et interview med den sydkoreanske tv-station YTN.

Flygtede efter skandale

I mange år vurderede eksperter, at det var Kim Jong-Ils førstefødte søn, Kim Jong-Nam, der var kronpris.

Situationen ændrede sig imidlertid i 2001, da den formodede arvtager i Tokyos lufthavn blev afsløret med et falsk pas fra Den Dominikanske Republik.

Kim Jong-Nam havde tidligere besøgt nabolandet og ville endnu engang besøge Japans Disneyland.

Attentatplaner

Troværdige oplysninger om Nordkoreas samfund er meget sparsomme og er baseret på et begrænset og til dels usikkert materiale.

Kang Myong-Do, som er svigersøn til en forhenværende højtstående nordkoreansk politiker, mener imidlertid at vide, at Jang Song-Thaek blandt andet blev udrenset, fordi han mødtes privat med diktatorens storebror.

”Kim Jong-Un har ønsket at få Kim Jong Nam henrettet flere gange. Men det er ikke lykkedes, fordi Kim Jong-Nam blev beskyttet af både Kina og Jang Song Thaek,” siger professoren til tv-stationen.

Mulig forbindelse til bror

Han henviser til, at den nu afdøde onkel, som var en af de mest magtfulde personer i regimet, var den person, der håndterede Nordkoreas økonomiske forbindelser med Kina.

Under udlandsbesøg har han ifølge professoren også aflagt besøg hos den detroniserede kronprins.

Nordkoreanske agenter, som Kim Jong Un havde sendt af sted, blev endda arresteret i forbindelse med en attentatplan, lyder påstanden.

Sydkoreanske medier har tidligere beskrevet, at Kim Jong Nam i 2011 flygtede til Singapore efter forlydender om en attentatplan. I de samme medier indrømmede en afhoppet nordkoreansk agent, at man havde planer om at dræbe Kim Jong-Nam.

Enorm mistillid

Flere iagttagere mener, at Kim Jong-Un er i færd med at gå sin far i fodsporene.

Kim Jong-Il var en levemand med en enorm portion mistillid, ikke mindst til andre familiemedlemmer, der kunne tænkes at ville konkurrere om magten med ham.

Med de mange udrensninger drages der også paralleller til historiske skikkelser som Josef Stalin og Saddam Hussein.

Brutale forbilleder

En række af Stalins tidligere rivaler blev dømt til døden ved de såkaldte Moskvaprocesser, og millioner af almindelige borgere blev enten skudt eller anbragt i Sovjetstatens enorme netværk af fængsler og tvangsarbejdslejre.

Saddam Hussein ledede Irak med en snæver kreds af medarbejdere, hvoraf mange var fra hans egen familie. Men netop blandt hans nære medarbejdere skete der ligesom i Nordkorea gentagne gange udrensninger og henrettelser.