Fortsæt til indhold
International

Medie: Naturen gik amok ved Kim Jong-ils død

<p>Himlen lyste rødt, og isen på en vulkansø revnede angiveligt, lige før Kim Jong-il døde.</p>

Det skriver det nordkoreanske statslige nyhedsbureau Korean Central News Agency (KCNA) ifølge AP og BBC.

Det var himlen over det hellige sted, vulkanbjerget Mount Paektu, hvor Kim Jung-il ifølge legenden blev født, at himlen tilsyneladende lyste rødt umiddelbart før Den Kære Leders død lørdag.

Samtidig forlyder det, at den ellers uigennemtrængelige is i søen i vulkanens hjerte revnede med et brøl, "så højt, at det syntes at ryste himmel og jord", lyder det ifølge BBC.

En pludselig snestorm

Dermed er myten om Kim Joung-il fuldendt, da han angiveligt netop blev født i en hemmelig lejr for frihedskæmpere på Mount Paektu, som befinder på grænsen mellem Kina og Nordkorea.

Ifølge sovjetiske optegnelser blev han dog født i Sibirien.

Samtidig skal en snestorm have ramt det angivelige fødselssted efter den 69-årige diktators død, som ifølge oplysningerne skyldtes udmattelse.

Skåret ud i sten

Da stormen pludselig lagde sig, havde den efterladt en besked, skåret ud i sten.

"Mount Paektu - revolutionens hellige bjerg. Kim Jong-il," lød budskabet, som tilsyneladende lyste kraftigt indtil solnedgang.

Og som om det ikke var nok, skal en trane have indtaget en sorgpositur, da den satte sig på en statue af Kim Jong-ils far, Kim Il-sung.

Den Store Efterfølger

"Selv tranen syntes at sørge over Kim Jong-ils bortgang, efter at være fløjet hele vejen derned i den frysende kolde nat, ude af stand til at glemme ham," skal en embedsmand have sagt ifølge KCNA, skriver BBC.

Mens Nordkorea opretholdt landesorg i tre år efter Kim Il-sungs død i 1994, bliver der denne gang tale om blot 11 dages landesorg, før sønnen, Kim Jung-un, bliver indsat som landets nye leder.

Han bliver kaldt Den Store Efterfølger.