Milliardær købte verdens dyreste tår whisky til 70.000 kroner - nu viser det sig, at han blev snydt
En undersøgelse viste, at flasken ikke stammede fra 1878, som det blev påstået.
De stod med armene om hinanden og smilede til kameraet, mens de skålede i den dyrebare væske - den kinesiske milliardær Zhang Wei, der netop havde købt verdens dyreste tår whisky, og hotelchef Sandro Bernasconi, der havde stået for salget.
Whiskyen var blevet hældt op af en uåbnet flaske, der skulle bestå af en single malt whisky af mærket Macallan fra 1878.
Nu viser sandheden sig dog at være en ganske anden, skriver BBC.
En laboratoriumundersøgelse viser nemlig, at whiskyen ikke blev fremstillet før 1970.
Miseren startede i juli, da den 36-årige Wei sammen med sin bedstemor besøgte hotellet Waldhaus Am See i St. Mortitz, Schweiz, og opdagede den sjældne flaske.
Han forsøgte at overtale Sandro Bernasconi til at sælge ham en tår af whiskyen, men hotelchefen afslog.
Hans far havde købt flasken 25 år forinden, og den var ikke til salg, lød beskeden.
Da Zhang Wei holdt fast i sit ønske, ringede Bernasconi til sin far og fik svaret:
»Der kan gå yderligere 20 år, før der kommer sådan en kunde igen - bare giv ham lov«.
Zhang Wei betalte lige under 70.000 kroner og talte siden passioneret om den smagsoplevelse, han fik.
»Da jeg faldt over denne fine spiritus, der var over 100 år gammel, var jeg ikke i tvivl,« udtalte han og fortsatte:
»Det havde en god smag. Men det var ikke kun smagen, det var også historien«.
Den dårlige nyhed om indholdets reelle historie blev overbragt af Sandro Bernasconi selv, der fløj til Kina for at tale med Zhang Wei.
»Da jeg viste ham resultaterne, blev han ikke sur - han takkede mig for hotellets ærlighed og sagde, at han havde haft en god oplevelse i Schweiz,« siger Sandro Bernasconi ifølge BBC.
Hotellet beklager misforståelsen og vil nu tilbagebetale beløbet.