Fortsæt til indhold
International

Kina reagerer på markant Trump-forslag om Nordkorea: »Uacceptabelt« og »uretfærdigt«

Den amerikanske præsident har luftet tanken om en handelsblokade, der kan ramme Kina.

I forsøget på at presse Nordkorea er den amerikanske præsident, Donald Trump, i færd med at skabe sig flere uvenner.

Kina reagerer nu skarpt, efter at Trump har luftet ideen om at indføre en handelsblokade mod »alle lande, der laver forretninger med Nordkorea«.

Det sker, efter Nordkorea i weekenden udførte sin sjette atomtest.

Netop Kina bliver set som en af Nordkoreas stærkeste handelspartnerne, og en talsmand for landets udenrigsministerium betegner Trumps udmelding som »uacceptabel i en situation, hvor vi forsøger at løse problemet på en fredelig måde«.

Samtidig bliver udmeldingen kaldt »uretfærdig« og en måde at sætte de kinesiske interesser på spil.

Donald Trump har tidligere kritiseret Kina for at holde hånden under det nordkoreanske styre og fortsætte handlen med Nordkorea, selvom landet er blevet ramt af flere FN-sanktioner.

Alligevel har han betegnet Kina som en vigtig partner i forhold til at håndtere truslen fra Nordkorea.