Verdens største passagerfly var sekunder fra at kollidere med andet fly i luften

En af piloterne foretog et højresving, da de to fly befandt sig omkring 15 sekunder fra hinanden.

Artiklens øverste billede
Der kan være op til 615 passagerer på det pågældende A380-fly fra Emirates. Foto: Aziz Shah/AP Photo

Et Airbus-fly af typen A380, der er verdens største passagerfly, var sidste uge sekunder fra at kollidere med et andet fly i luften over Det Indiske Ocean, skriver Daily Mail.

A380-flyet fra flyselskabet Emirates, der fredag var på vej fra Dubai til Mauritius, havde fået tilladelse til at flyve ned i en højde af 38.000 fod, men piloten begyndte fejlagtigt en nedstigning ned til 36.000 fod.

Et alarmsystem blev udløst, og kursen blev ændret, da piloten på A330-flyet foretog et højresving.

Piloterne i de to fly kunne på daværende tidspunkt se hinanden gennem flyenes forruder, lyder det fra Aviation Herald.

Ifølge Paul Hulme Harrison, der er flyekspert og talsmand i Flyveteknisk Selskab, skete kursændringen i sidste øjeblik, da flyene blot befandt sig 14 km fra hinanden.

»Flyene flyver med noget, der ligner 500 til 600 kilometer i timen mod hinanden, så det svarer til over 1.000 kilometer i timen sammenlagt. Det er kun omkring 15 til 16 sekunder i den hastighed,« siger han til BT.

Systemet, der alarmerede piloterne i de to fly, hedder "Traffic Collision Avoidance System" og er ifølge flyeksperten »det sidste filter« piloterne har, inden en katastrofe kan indtræffe.

En talsperson fra Emirates bekræfter episoden og oplyser, at den nu vil blive undersøgt af luftfartsmyndighederne.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen