Tidligere Guantanamo-fange har modtaget millionerstatning fra Canada
Omar Khadr var kun 15 år, da han i 2002 blev taget til fange i Afghanistan.
En tidligere Guantanamo-fange, der erklærede sig skyldig i at have dræbt en amerikansk soldat i Afghanistan, har modtaget en million-erstatning fra Canadas regering, skriver nyhedsbureauet AP.
Det sker, efter hans rettigheder ifølge en retskendelse fra 2010 blev krænket under hans ophold i fængslet på Guantanamo-basen i Cuba.
Advokater, der repræsenterede henholdvis Canada og den tidligere fange, 30-årige Omar Khadr, forhandlede sidste måned for at få den endelige aftale på plads.
Med aftalen har Omar Khadr, der er canadisk statsborger, fået overført 8 millioner dollar, svarende til 52 mio. kr., fra den canadiske regering, oplyste en embedsmand torsdag.
Omar Khadr var kun 15 år, da han i 2002 blev taget til fange i Afghanistan, hvor han kæmpede mod de udenlandske styrker. Han blev dermed den yngste fange i Guantanamo-lejren.
Det var bl.a. ved forhørene i tiden efter, at Omar Khadrs rettigheder ifølge kendelsen blev krænket, fordi de canadiske efterretningsofficerer fremskaffede beviser for »undertrykkende omstændigheder« herunder søvnmangel.
I 2010 blev Omar Khadr den første person siden Anden Verdenskrig, der blev retsforfulgt ved et krigsforbrydertribunal for forbrydelser, han begik som mindreårig.
Han tilstod at have slået en amerikansk soldat ihjel i Afghanistan og erkendte, at han har forbindelse til terrornetværket al-Qaeda, som hans far er et højstående medlem af.
Han blev idømt otte års fængsel foruden de år, han allerede havde tilbragt i fængslet, men lavede en særlig aftale med anklagemyndigheden om at få nedsat straffen til gengæld for at tilstå.
Den 30-årige canadier blev derfor løsladt i maj 2015, efter at have siddet fængslet i Canada siden 2012.
Nyheden om, at Omar Khadr formentlig ville modtage en stor erstatning, har udløst vrede blandt mange canadiere, der betragter ham som en terrorist.