Halvnøgen kvinde fra Danmark smurt i 'blod' for at sætte fokus på tyretortur
Næsten 100 aktivister arrangerede en blodig performance i den spanske by Pamplona.
En blodrød sky eksploderede over hovederne på næsten 100 aktivister i den spanske by Pamplona onsdag. Iført intet andet end sort undertøj og tyrehorn, stod de på en plads i centrum af byen i fuld offentlighed for at protestere imod tyretortur, som er en del af Spaniens underholdningsaktiviteter i de gamle tyrefægterarenaer.
Nana Bjørnlund fra København var en af de mange personer, som deltog i den offentlige demonstration. Med ordene ”STOP tyreløb” skrevet på overkroppen, stod hun på fliserne, smurt i det røde pulver, som aktivisterne havde kastet ud over sig selv ved at knække banderillas over hovedet.
Protesten var arrangeret af dyrerettighedsorganisationen People for the Ethical Treatment of Animals, PETA, i samarbejde med den spanske dyrerettighedsorganisation AnimaNaturalis, og den fandt sted lige inden et tyreløb.
»Dusinvis af tyre plages og slås, mens de glider og snubler gennem gaderne på deres vej til en voldsom død i byens tyrefægterarena,« skriver PETA i en pressemeddelelse.
Nana Bjørnlund understreger, at der ikke findes nogen undskyldning for at plage tyrene for at underholde mennesker.
»At torturere og dræbe dyr som underholdning kan aldrig retfærdiggøres. Vi står sammen med størstedelen af den spanske befolkning, der ønsker en ende på de blodige tyrefægtninger,« siger hun.
PETA er enig, hvilket tydeligt kommer til udtryk i organisationens motto ”dyr er ikke til for at underholde os”, og bemærker, at tyrene inden løbet bliver plaget med elektriske stave, og skarpe pinde, imens de løber gennem brostengaderne, forfulgt af hundredvis af mennesker, for til sidst at nå arenaen.
»Der vil hele otte mennesker provokere, slå og stikke den enlige tyr med dolke og harpunagtige ”banderillas”, indtil han svækkes af blodmangel. Til sidst stikker matadoren tyren med et sværd, og bøddelen skærer hans rygsøjle over,« skriver PETA, som tilføjer, at flere af dyrene drukner i deres eget blod, fordi matadoren rammer lungerne i stedet for hjertet i forsøget på at aflive dyret.
Ofte resulterer showet i, at tyren stadig er levende og ved bevidsthed, men lammet i kroppen, når den til sidst spændes for en kæde og slæbes ud af arenaen.