Fortsæt til indhold
International

Ny liste: Kina er blandt verdens dårligste lande til at forhindre menneskehandel

Rusland, Nordkorea, Syrien og Iran bliver ligeledes kritiseret af det amerikanske udenrigsministerium.

Det er ikke fornemt selskab, Kina er kommet i på en ny liste fra det amerikanske udenrigsministerium.

I en opgørelse over den globale indsats mod menneskesmugling- og handel bliver Kina nedgraderet til den laveste tredjedel, niveau 3.

Her har landet »selskab« af blandt andet Rusland, Syrien, Nordkorea og Iran, skriver CNN.

Den årlige rapport fra ministeriet over antallet af personer, der bliver udsat for den såkaldte trafficking, bliver anset for at være en af de mest omfattende undersøgelser af den internationale indsats på området.

»Kina er primært blevet nedgraderet til niveau 3 i dette års rapport, da landet ikke har taget de nødvendige skridt i forhold til at dæmme op for landets problemer på området,« udtaler udenrigsminister Rex Tillerson i forbindelse med offentliggørelsen af listen.

Blandt Kinas problemer bliver nævnt, at landet har et stort antal nordkoreanske tvangsarbejdere, ifølge rapporten.

Landene i niveau 3 kan risikere sanktioner i forhold til modtage støtte fra USA, ligesom det kan få indflydelse på landenes samhandel.

To lande - Luxemborg og Guyana - er blevet opgraderet til niveau 1, mens ni lande rykkede op i niveau 2, heriblandt Myanmar.

Landene i niveau 1 bliver vurderet til at leve fuldt op til minimumsstandarderne for kampen mod menneskehandel- og smugling, mens landene i niveau 2 gør fremskridt i forhold til at sikre sig, at det vil ske.

Omkring 21 millioner voksne og børn bliver hvert år udnyttet af menneskehandlere over hele verden, ifølge International Labor Organization.