Snart er der otte milliarder mennesker i verden
Afrikanerne vil fortsat føde masser af børn, mens europæerne bliver færre og ældre.
I dag bor der 7,6 mia. mennesker på jorden, men frem mod 2030 vil klodens indbyggertal stige med over en milliard, og ved udgangen af dette århundrede har befolkningstallet passeret 11,2 mia. Sådan lyder konklusionen på en rapport fra Befolknings Afdelingen i FN.
Stigningen i Jordens befolkning – knap 50 pct. frem mod 2100 – er på ingen måder ligeligt fordelt imellem kontinenterne. I Europa bliver vi ligefrem færre. Den største tilvækst sker i Afrika, hvor der ifølge fremskrivningen bliver mere end tre gange så mange mennesker.
Faktisk, skriver FN, vil halvdelen af befolkningstilvæksten frem mod 2050 være koncentreret i blot ni lande. Størst bliver den i Indien, der om syv år kan kalde sig verdens mest folkerige nation, men også befolkningen i Nigeria, Congo, Pakistan, Etiopien, Tanzania og USA vil vokse betydeligt.
På det hjemlige kontinent, Europa, kan ikke ét land se frem til at få flere borgere, og faktisk vil befolkningen flere steder – særligt i Østeuropa – falde med mere end 15 pct. inden 2050. Det skulle skydes bl.a. en fødselsrate, der er så lav, at landene i Europa ikke magter at opretholde den nuværende befolkning.
»Europa har det laveste fødselsrate, beregnet til 1,6 fødsler pr. kvinde i den seneste periode, mens Afrika har den højeste med omkring 4,7 fødsler pr. kvinde,« lød det fra John Wilmoth, leder af Befolknings Afdelingen i FN, på et pressemøde.
Her lagde han vægt på, at den lave fødselsrate ikke kun betyder, at indbyggertallet flere steder vil falde, nej, det betyder også, at befolkningen samlet set bliver ældre. En ud af fem personer i verden vil således være over 60 år i 2050, mens det i Europa gælder for 35 pct.