Kvinde købte »legetøjsdiamant« til 80 kr. - nu kan hun få tre millioner kr. for den
Ringen viste sig at være en hvid diamant af 26,27 karat.
Det er sådan en situation, der normalt mest opstår i hovedet på børn eller fantasifulde manuskriptforfattere.
For tænk nu, hvis en helt almindelig person intetanende rendte rundt med en ægte diamant på fingeren, der var flere millioner kroner værd.
Nu er det imidlertid sket i virkeligheden.
En anonym, britisk kvinde besluttede sig for 30 år siden at købe en "legetøjsdiamant" under et loppemarked i London.
Prisen var overskuelig - omkring 80 kr.
Siden bar hun den til hverdag, indtil en juveler foreslog hende, at hun skulle tage den med til et auktionshus.
Den beslutning kan nu indbringe hende omkring tre millioner kr.
Det skriver The Guardian.
Ringen viste sig nemlig - efter et tjek hos Gemological Institute of America - at være en ægte hvid diamant af 26,27 karat.
Nu bliver den sat til bud hos auktionshuset Sotheby's, hvor chefen for juvelafdelingen, Jessica Wyndham, slår fast, at det er »et enestående fund«.
Ejeren af ringen har aldrig tidligere købt eller solgt antikviteter.
Hun er »virkelig begejstret,« ifølge Jessica Wyndham, der mener, at salget vil kunne »revolutionere ejerens liv«.
Ifølge eksperternes vurdering er ringen blevet udformet i det 19. århundrede.
Derudover er ringens forhistorie ukendt - altså indtil det pludselig dukkede op til et loppemarked hos en sælger, der nu formentlig har lidt svært ved at se det fortryllende ved hele situationen.
Auktionen kommer til at foregå den 7. juni.