Tætte forbindelser til IRA: Britisk efterretningstjeneste åbnede sag på Corbyn i starten af 1990'erne
Støtte til bombemand og demonstration med eftersøgt terrorist påkaldte sig opmærksomhed.
Den britiske efterretningstjeneste, MI5, åbnede i starten af 1990’erne en sag på Labour-lederen Jeremy Corbyn pga. hans forbindelser til den nordirske terrororganisation IRA. Det skriver avisen The Telegraph lørdag.
Corbyn skulle bl.a. have rejst støtte for et medlem af bombegruppe ”Balcombe Street gang”, der dræbte 35 mennesker, og deltog også i en demonstration i Irland stående side om side med Angelo Fusco. En mand der på det tidpunkt, var eftersøgt af myndighederne for mordet på en britisk soldat.
»Hvis der var en sag på nogen, betød det, at de havde vakt opmærksomhed. Vi åbnede en midlertidig fil og foretog en forundersøgelse. Derefter blev det besluttet, om vi skulle åbne en permanent fil på personen,« fortæller en agent tæt på efterforskningen til The Telegraph.
Afsløringen kommer midt i den britiske valgkamp, og det er ikke første gang, at Corbyn beskyldes for – i nutidens øjne – ekstreme holdninger. Da han første gang blev valgt til Labours formand i 2015, skabte det stor polemik, at han i 1980’erne havde inviteret medlemmer af IRA på besøg i det britiske underhus.
Til BBC nægtede han fem gange, at fordømme IRA’s handlinger, men sagde i stedet, at han »fordømmer det, som blev gjort af den britiske hær såvel som andre sider (i konflikten)«.
»Volden var fejlagtig fra alle sider, og det har jeg altid sagt. Hele min pointe var, at hvis vi skulle skabe en fredsproces, ville vi ikke nå det med militære midler,« lød det dengang fra Corbyn til Belfast Telegraph.
Corbyn er ikke den eneste Labour-politiker, der er blev fulgt tæt af de britiske efterretningstjenester. I 1990’erne blev hele 10 af partiets parlamentsmedlemmer overvåget af Scotland Yard.
»MI5 havde sager på mange fra forkæmpere fra fredsbevægelsen og Labour, herunder anti-apartheid-aktivister og fagforeningsmedlemmer,« siger Corbyns talsmand om den aktuelle sag til The Telegraph:
»Jeremy kæmpede for fred i Nordirland. For at gøre det, agiterede han for alles rettigheder til at blive respekteret, ligesom han tale til mennesker på alle sider af konflikten.«
Hverken den konservative modkandidat Theresa May eller Jeremy Corbyn selv har endnu udtalt sig