Fortsæt til indhold
International

Over 150 meldes døde i jordskred i Colombia

Hundredvis af familier er savnet efter naturkatastrofe i Colombia. 154 ofre er fundet døde, siger præsident.

/ritzau/AFP

Mindst 154 mennesker er omkommet, og 200 er kvæstede, i et jordskred i byen Mocoa i Colombia.

Det oplyser Colombias præsident, Juan Manuel Santos, ifølge colombianske medier.

Flere af byens kvarterer er skyllet væk, efter tre floder ved Mocoa i det sydlige Colombia gik over deres bredder.

Over 200 mennesker er fortsat savnet, oplyser colombiansk Røde Kors.

Præsident Santos er ankommet til Mocoa og har erklæret undtagelsestilstand i området.

Dødstallet er steget støt i løbet af dagen, efterhånden som redningsmandskab har arbejdet sig igennem det tykke lag af jord og mudder.

- Vi ved ikke, hvor mange der kommer til at være, sagde Santos tidligere på dagen til journalister.

Antallet af ofre kan fortsætte med at stige, skriver flere medier.

- Hundredvis af familier er stadig ikke fundet, sagde guvernøren i Putumayo-provinsen, Sorrel Aroca, tidligere på dagen til radiostationen W Radio.

Timelange tunge regnskyl har fået floderne i området til at gå over deres bredder.

Det har fået store mængder jord og mudder til at skride ned over et større antal huse, veje og broer.

Husene i 17 kvarterer er skyllet bort i muddermasserne, oplyser borgmesteren i Mocoa.

Han tilføjer, at mange blev advaret om, at floderne kunne stige, og derfor nåede mange at komme væk fra deres huse, inden jord- og muddermasserne ramte.

Det er endnu usikkert, hvor mange der er flygtet til andre områder, og hvor mange der ligger begravet i muddermasserne.

Et øjenvidne fortæller til Radio Caracol, at han flygtede fra sit hus midt om natten, fordi han kunne se vandstanden i floden stige markant.

Optagelser fra mobiltelefoner viser lokale indbyggere, der leder efter overlevende i muddermasserne.

Mocoa, der er hovedby i Putumayo-provinsen, har omkring 40.000 indbyggere.