Fortsæt til indhold
International

Fakta: Sådan opstår de livsfarlige laviner

En lavine har ødelagt et skihotel på bjerget Gran Sasso i det centrale Italien. Se her, hvad en lavine er.

/ritzau/

Det firestjernede skihotel Hotel Rigopiano i det centrale Italien blev onsdag aften ramt af en kraftig lavine, som blev udløst af jordskælv i området. Op mod 30 mennesker frygtes at være omkommet.

Bliv klogere, på hvad en lavine er, og hvordan den opstår.

  • En lavine er et skred af sne, der kan komme op på hastigheder på over 300 kilometer i timen.
  • Årsagerne til laviner kan være både vind, sol, rim og bjergkrumningen. Som regel er faren for laviner størst ved en bjergstigning på over 25 grader.
  • Laviner udløses ofte, når et skråt underlag ikke kan bære den tunge sne og derfor begynder at skride under en accelererende proces.
  • Det kan for eksempel ske i tøvejr, eller hvis nyfalden sne er faldet ovenpå et gammelt snelag med en iset overflade.
  • Bliver man ramt af en lavine, skal man forsøge at holde vejret og lave brystsvømmebevægelser. Derved undgår man sne i lungerne og skaber en luftlomme, der kan sikre, at man får ilt.
  • Man kan købe forskelligt lavineudstyr, som kan hjælpe dig, hvis du fanges i en lavine.
  • Den internationale lavineskala har fem kategorier, hvor 1 angiver, at der er en meget lille risiko for laviner, og 5 betyder, at der på grund af vedvarende snefald sættes mange spontane laviner i gang, og at sneen er ekstremt ustabil.
  • Der findes forskellige typer af laviner.

I Europa er en flagelavine den mest almindelige lavine. Den opstår ved, at en stor sneflage river sig løs og glider ned ad bjerget. Den er som en tikkende bombe, der udløses og lynhurtigt kan inddrage en hel bjergside.

Kilder: Skisport.dk, danski.dk, Dansk Skiforbund, skiferietips.dk.