Politisk krise i Nordirland
Sinn Feins øverste politiker har trukket sig fra regeringen i Nordirland, og magtdelingen mellem katolikker og protestanter kan bryde sammen.
LONDON
Nordirland er ramt af en politisk krise, der truer regeringskoalitionen mellem katolikker og protestanter og kan udløse udskrivelse af nyvalg om syv dage, efter at Sinn Feins øverstplacerede politiker har trukket sig fra posten som vice-førsteminister.
Det politiske drama i området, der indtil en fredsaftale i 1998 var præget af en blodig konflikt, er udløst af noget så jordisk som en sag om genanvendelige varme.
Men nu truer den med et regeringssammenbrud og et nyvalg som følge af dyb splid mellem de to partier i koalitionsregeringen, det katolske/pro-irske Sinn Fein og det protestantiske/pro-britiske Democratic Unionist Party, DUP.
Den såkaldte RHI-ordning (Renewable Heat Initiative) om tilskud til genanvendelig varme gjorde det muligt at stikke et sugerør i selvstyrets kasse, fordi tilskuddet kunne være højere end udgifterne til at varme en bygning op. Og ingen havde sat noget loft over tilskuddet. Regningen til de nordirske skatteydere kan ende på over 4 mia. danske kr.
Der har været vedvarende pres på selvstyrets leder, førsteminister Arlene Foster fra DUP, for at træde tilbage og lade sagen undersøge, men det har hun nægtet flere gange. Også regeringspartneren Sinn Fein har bedt hende træde tilbage, men hun ville ikke gå.
Sagen eskalerede mandag eftermiddag, da Sinn Feins øverstplacerede i regeringen, vice-førsteminister Martin McGuinness, trådte tilbage og opfordrede til, at der blev udskrevet nyvalg.
McGuinness er tidligere leder i undergrundshæren IRA. Han så sagen om RHI som et udtryk for noget større og beskyldte DUP for aldrig for alvor at have »omfavnet« hele langfredag-fredsaftalen fra 1998, der afsluttede nogle blodige årtier med mord og terror fra bl.a. IRA på den ene side og pro-britiske grupper på den anden.
I sit fratrædelsesbrev skriver McGuinness:
»Arlene Fosters afvisning af at anerkende den offentlige vrede eller udvise nogen ydmyghed i sammenhæng med RHI-skandalen er indikativ for en rodfæstet arrogance.«
I sin lange farvel-skrivelse opfordrer han også til nyvalg:
»Vi har nu brug for et valg for at lade folket komme med deres egen bedømmelse af disse emner på demokratisk vis ved stemmeboksen,« skriver han.
McGuinness' farvel trådte i kraft kl. 17.00 London-tid - kl. 18.00 dansk tid - og da Sinn Fein ikke ser ud til at ville udpege en ny vice-førsteminister, så kan et valg være nært forestående.
Der er særlige nordirske regler om magtdeling som følge af fredsaftalen fra 1998. Det skal sikre magt til både "nationalisterne", også kendt som katolikker eller den pro-irske del af befolkningen, og "unionisterne, der også omtales som protestanter eller pro-britiske.
Hvis ikke Sinn Fein sætter navn på en ny person til posten som vice-førsteminister inden for en uge, så skal der udskrives nyvalg.
Den britiske minister for Nordirland, James Brokenshire, har udsendt en udtalelse om situationen og muligheden for nyvalg til selvstyreparlamentet, The Northern Ireland Assembly:
»Medmindre Sinn Fein nominerer en erstatning til posten som vice-førsteminister inden for de næste syv dage, så det min opgave at udskrive et Assembly-valg inden for rimelig tid.«