Borgerservice følger situationen i Istanbul tæt efter bomber
166 er såret efter bombeangreb i Istanbul. Foreløbigt er der ingen meldinger om sårede danskere.
Udenrigsministeriets Borgerservice følger situationen i Istanbul tæt, efter to bomber eksploderede lørdag aften i nærheden af et fodboldstadion.
29 personer er dræbt, mens 166 andre er såret i det dobbelte bombeangreb.
- Bombeanslag i Istanbul: Pt. ingen oplysninger om danske sårede. Vi undersøger med lokale myndigheder og følger situationen tæt, skriver Borgerservice på Twitter.
Danskere i Istanbul bør holde sig orienteret om situationen, lyder det.
- Vi opfordrer danskere i Istanbul til at følge med i lokale medier og til at følge de lokale myndigheders anvisninger, skriver René Dinesen, chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, i en mail.