Fortsæt til indhold
International

Overblik: Blandet flok deltager i Castros bisættelse

Ni dages landesorg i Cuba bliver søndag rundet af, når Fidel Castros urne bliver sat i jorden.

/ritzau/

Søndag bliver Cubas tidligere leder Fidel Castro bisat i Santiago de Cuba.

Her lidt info om begivenheden.

* Santiago de Cuba i den sydøstlige del af den caribiske ø er landets næststørste by efter Havana og anses for at være vuggen for den cubanske revolution. Det var her, Fidel Castro i 1953 gjorde sit første forsøg på at vælte det daværende regime.

* Bisættelsen finder sted i morgentimerne lokal tid på gravpladsen Santa Ifigenia.

* Her er nationalhelten - politikeren, digteren, journalisten og frihedskæmperen - José Martí også stedt til hvile. Han kæmpede i slutningen af det 19. århundrede for Cubas uafhængighed og døde i kamp.

* En række nuværende og tidligere stats- og regeringsledere, kongelige, en enkelt Hollywood-stjerne samt en fodboldlegende optræder på den over 20-sider lange officielle gæsteliste for bisættelsen af Fidel Castro.

* Hverken Ruslands præsident, Vladimir Putin, eller USA's Barack Obama er dog at finde på listen.

* Begge lande vil dog være repræsenteret ved topembedsfolk.

* Derimod er Spaniens tidligere konge Juan Carlos blandt gæsterne.

* Det samme gælder stort set samtlige statsledere fra Latinamerika.

* Lula og Dilma Rousseff, ekspræsidenter i Brasilien, kommer også.

* Ledere fra den colombianske oprørsbevægelse Farc er også tilmeldt.

* Den argentinske fodboldlegende Diego Maradona vil også vise Fidel Castro den sidste ære.

* Nordkorea sender en af etpartistyrets vicepræsidenter.

* Hollywood-skuespilleren Danny Glover er også på gæstelisten.

* Fra Irland kommer Gerry Adams, tidligere leder af Sinn Fein, IRA's politiske fløj.

* Zimbabwes mangeårige præsident, den sygdomssvækkede Robert Mugabe, er en blandt flere ledere fra Afrika, som også har taget turen til Santiago de Cuba.

Kilder: CNN, dpa, BBC