- Opdateret 26/11/2016 kl. 15:27
Cubas ambassadør: Kristian Jensens ord er respektløse
Yiliam Gómez Sardiñas mener, at Kristian Jensens (V) kommentarer om Fidel Castro er uacceptable.
- Jeg håber, at hans død vil kunne igangsætte en frihedsrevolution på Cuba. Man kan have et billede af, at der er blevet løsnet lidt op, men sandheden er, at det er en benhård diktaturstat, hvor oppositionsgrupper ikke kan gå frit.
Sådan lød det tidligere lørdag fra Kristian Jensen (V) omkring Fidel Castro i kølvandet af den tidligere cubanske leders død.
Den udmelding falder langtfra i god jord hos Yiliam Gómez Sardiñas, der er Cubas ambassadør i Danmark.
- Det er uacceptabelt. Lige nu er alle kede af Fidel Castros død. Kristian Jensens kommentarer er respektløse og uacceptable for mit land, siger hun.
Den cubanske ambassadør er ikke enig i, at Cuba er en diktaturstat. Hun mener, at Fidel Castro afskaffede diktaturet, da han erobrede magten i 1959.
- Cuba har fået en socialistisk demokratisk model, siger Yiliam Gómez Sardiñas.
- Vi mener, at Fidel Castro har været et eksempel på solidaritet for Cuba og hele verden. Han har kæmpet for det cubanske folks uafhængighed og hjulpet andre mennesker.
Fidel Castro døde fredag aften lokal tid i en alder af 90 år. Siden er mindeord og kommentarer strømmet ind fra hele verden.
Cuba har efter hans død erklæret ni dages landesorg.
/ritzau/