Fakta: Castro med sine egne ord
Fidel Castro, Cubas leder gennem et halvt århundrede, er død. Læs nogle af hans mindeværdige citater.
Fidel Castro udtrykte sig ofte bombastisk og symbolladet. Her er nogle af den afdøde cubanske leders citater:
- Døm mig. Det har ingen betydning. Historien vil frikende mig.
Fidel Castro, da han som ung advokat forsvarede sig selv efter en mislykket opstand mod Cubas daværende leder, Fulgencio Batista, i 1953.
- Jeg begyndte revolutionen med 82 mænd. Hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg gøre det med ti eller 15 og en stærk tro. Det er lige meget, hvor lille du er, hvis du har tro og en handlingsplan.
Castro i 1959.
- Jeg overvejer ikke at klippe mit skæg, for jeg er vant til mit skæg og mit skæg betyder mange ting for mit land. Når vi indfrier vores løfte om et godt styre, vil jeg klippe mit skæg.
Fidel Castro i et interview med tv-stationen CBS i 1959, 30 dage efter magtovertagelsen.
- Forestil jer, hvad der vil ske i verden, hvis det socialistiske samfund forsvandt ... hvis det var muligt, og jeg tror ikke, at det er muligt.
Castro i 1989.
- Vi må forholde os til fakta, og for at sige det enkelt, er den socialistiske lejr kollapset.
Castro i 1991.
- Disse forandringer har deres sociale omkostninger, for vi levede i et glasbur, helt sterilt, og nu omringes vi af distraherende virus og bakterier og den egoisme der skabes af det kapitalistiske produktionssystem.
Castro i 1998, da Cuba åbnede op for udenlandsk turisme, udenlandske investeringer, visse små virksomheder og pengeoverførsler mellem familiemedlemmer.
- En af de største fordele ved revolutionen er, at selv vores prostituerede er universitetsuddannede.
Castro i Oliver Stones film "Comandante" i 2003.
- Jeg er virkelig glad for at blive 80. Jeg forventede det ikke, ikke mindst fordi vi har en nabo, som er den største magt i verden, der hver dag forsøger at slå mig ihjel.
Castro under et møde med latinamerikanske ledere i juli 2006.
Kilder: Reuters, TT
/ritzau/