Han tabte afstemningen, men vandt hæderen

BERLIN — Nobelpriser, navnlig for fred og litteratur, har det med at komme som overraskelser. Men da Colombias præsident Juan Manuel Santos fredag formiddag blev udpeget som modtager af førstnævnte, måtte mange, efter at den indledende forbløffelse havde lagt sig, stille spørgsmålet: Hvem ellers?

Santos havde de fleste odds imod sig, efter at et papirtyndt flertal i hans land sidste weekend ved en folkeafstemning havde sagt nej til hans aftale med guerillaorganisationen Farc efter mere end 50 års borgerkrig. Mindst 220.000 mennesker havde mistet livet, og aftalen virkede ifølge en række iagttagere fornuftig, fordi den anviste en tilsyneladende farbar vej mod en ny tid for den sydamerikanske nation. Men pilen ved afstemningen svingede, lige akkurat, den anden vej. Mindre end et procentpoint skilte lejrene.

Alligevel søgte Santos, som det naturligste i verden, at holde fast i, hvad regeringen var blevet enige med bevægelsen – der havde udviklet sig til et kriminelt foretagende – om. Våbenhvilen ville fortsætte, sagde præsidenten, og han sendte med det samme en forhandler til Cuba, der havde været med til at formidle aftalen, for at holde samtalen i gang. Det er denne proces, som nobelkomitéen i Oslo har villet opmuntre videre, fortalte formanden, Kaci Kullmann Five. Santos’ afvisning af blot at opgive må have gjort indtryk. Og i en tid, hvor verden hærges af utallige konflikter, men ikke mange vellykkede mæglingsforsøg, var han åbenbart det mest nærliggende bud.

Ligheden

Santos indgår nu i rækken af estimerede statsmænd – og enkelte kvinder – som er blevet hædret af komitéen. Han ligner, hvis man kigger nærmere efter, mange af sine forgængere og andre, som er brudt igennem diplomatiske lydmure.

USA’s præsident mellem 1969 og 1974, Richard Nixon, var koldkrigeren, der rejste til Kina for at genoptage forbindelsen til Riget i Midten. Menachem Begin, der var terrorist i Palæstina, mens det var britisk mandatområde, sluttede som israelsk premierminister fred med Egyptens præsident Anwar Sadat i slutningen af 1970’erne. Nixon fik ikke prisen – Watergate-skandalen vejede tungt – men hans sikkerhedsrådgiver og senere udenrigsminister Henry Kissinger modtog den sammen med Nordvietnams leder Le Duc Tho i 1973. Sadat og Begin fik den i 1978. Yitzhak Rabin og Yasser Arafat, hårdtslående ledere af henholdsvis Israel og det palæstinensiske PLO, modtog æren i 1994 sammen med den netop afdøde Shimon Peres for en lignende indsats.

Fælles for dem alle, måske med undtagelse af Peres, var, at de havde været høge, men endte som en slags duer. De turde så at sige springe over deres egen skygge. På den ene side er det vanskeligt. På den anden side er det i reglen kun den slags folk, der har tilstrækkelig troværdighed i deres eget bagland til at gøre det. For Sadat sluttede det alligevel tragisk: Han blev myrdet i Cairo i 1981. Fred ender ikke altid fredeligt.

Strammeren

Santos flugter godt med disse kæmper. Han var indtil denne uge ikke så kendt, som de andre var i deres samtid. Men han har været en strammer. Som forsvarsminister i tre år fra 2006 bekæmpede han Farc med alle til rådighed stående midler. Han befriede en tidligere økonomiminister, efter at denne var holdt som gidsel af bevægelsen. Han stod bag drabet på en Farc-talsmand ved at lade sine tropper gå ind i Ecuador, hvilket udløste en krise med nabolandet Ecuador. Og han sørgede for, at et andet Farc-gidsel, den tidligere præsidentkandidat Ingrid Betancourt, slap fri med 14 andre; det sidste skete ublodigt. Han afviste ikke også i fremtiden at trænge ind i Ecuador – og Venezuela – i kampen mod Farc.

Efter han blev præsident 2010 slog han andre toner an. I et videointerview for ikke længe siden mindede han om, at man »ikke slutter fred med sine venner, men med sine fjender«. Han knyttede, uden store falbelader, kontakter med USA, EU, Rusland, Vatikanet og Cuba for at nå målet. Norge, hvor han den 10. december modtager prisen, havde en væsentlig rolle.

»Min generation har levet med denne krig altid,« sagde han i interviewet med The New York Times og fortalte, hvordan han som dreng engang skulle besøge en onkel, der havde et landbrug, sammen med sin far.

De måtte have militæreskorte for at nå helskindet frem og tilbage, for Farc stod åbenbart bag hvert et træ. Dette ville han ændre, som Begin og Sadat, Rabin, Arafat og Peres ville ende årtiers blodsudgydelser. Han gav ikke op, selv om han tabte folkeafstemningen.

Den typiske leder

Santos er på mange måder en typisk latinamerikansk leder. De kommer i reglen fra den lille, men velhavende middelklasse – Bolivias statschef og to nylige, brasilianske præsidenter er blandt undtagelserne – og har slægtninge, som har haft lignende embeder. En grandonkel var præsident 1938-1942, såvel han som faderen var i årtier udgivere af den største, colombianske avis. En fætter har været vicepræsident.

Selv gik Santos den slagne vej for privilegerede sydamerikanere – uddannelser og job i USA og Storbritannien, og, mere udsædvanligt, som skribent ved 14 dagblade i hjemlandet.

I Colombia var det nat, da meddelelsen fra Oslo kom og blev overbragt ham af sønnen Martin. Santos var hurtigt på benene og erklærede, at han modtager den »på vegne af alle colombianere og især de, der er blevet ofre«. Og så opfordrede han modstanderne til aftalen om at sige ja til freden. Det er vel også, hvad der er meningen med det hele.