Fortsæt til indhold
International

Muslimsk leder: »Alle kvinder bør omskæres«

Russisk stormufti kom i modvind efter kommentarer om omskæring af kvinder. Nu trækker han i land.

»Alle kvinder bør omskæres, så der ikke længere er perversioner på Jorden,« forklarede en russisk stormufti i et interview med nyhedsbureauet Interfax. Men det var bare en vittighed, lyder det nu to dage efter fra stormuftien. Det skriver Berlingske.

Det muslimske overhoved og stormufti ved navn Ismail Berdijev er en af de vigtigste religiøse ledere i det sydlige Rusland, hvor størstedelen af befolkningen er muslimer. Samtidig sidder han i præsident Vladimir Putins råd for ’Koordinering af Religiøse Organisationer’.

I interviewet med nyhedsbureauet fik Ismail Berdijev også sagt, at »det er nødvendigt at reduceres kvindens seksualitet.«

Omskæring af kvinder finder sted i bjergrige egne i Dagestan-regionen, og det sker også i små delrepublikker i Nordkaukasus. Det fremgår af en rapport fra organisationen Russian Justice Initiative. Pigerne omskæres, når de er tre-fire år, og det sker ofte under uhygiejniske forhold. Pigerne oplever ofte infektioner, smerter og komplikationer efter indgrebet.

Ismail Berdijevs udtalelser vakte harme i Rusland, og landets sundhedsministerium var hurtigt ud og kritisere udtalelserne. Ministeriet skrev i en erklæring, at man anså omskæring af piger som »lemlæstelse.«

Også muslimske trossamfund var hurtige til at tage afstand fra udtalelserne.

»For islamisk ideologi er kvindelig omskæring en fuldstændig fremmed tradition,« sagde Rusjan Abbjaskov, næstformand for det Islamiske Trossamfund i Rusland.«

Men stormufti Ismail Berdijev fik også opbakning. Den kristne præst Vsevolod Tjaplin, som i seks år var talsmand for Patriark Kirill, overhovedet for Ruslands største trossamfund, mente nemlig, at protesterne mod Berdijevs udtalelser var udtryk for »feministisk hykleri.«

»Min sympati går til muftien og et ønske om, at han ikke opgiver sin position på grund af tudemiklerne og hystaderne,« skrev han ifølge Berlingske fra sin Facebook-profil.

66.000 mennesker har nu sat deres underskrift på en erklæring om, at Vsevolod Tjaplin skal smides ud af kirken.

Stormufti Ismail Berdijev selv endte med at trække i land.

»Jeg sagde som en vittighed, at det ville være godt, hvis det blev gjort på kvinder alle steder. Men folk forstod det ikke,« sagde han.