Fortsæt til indhold
International

El Niño er død for nu - alligevel er kloden på vej mod ny skræmmende varmerekord

For tredje år i træk er ny varmerekord på vej med ekstremt vejr til følge. El Niño kan ikke længere få skylden - vejrfænomenet er dødt.

2014, 2015 og nu 2016. For tredje år i træk er kloden på vej til at opleve sit varmeste år nogensinde.

Det står klart, efter Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) har færdigbehandlet data fra juni, som viser endnu en månedlig varmerekord.

Dermed har årets første halvdel budt på varmerekorder i samtlige 6 måneder. Det er i alt 14. måned i træk, at de globale temperaturer sætter rekord.

»Det, som vi har set i de første 6 måneder af 2016, er meget alarmerende. Vi troede, at det ville tage flere år at opnå disse stigninger. Men vi har ikke så meget tid, som vi havde regnet med,« siger generalsekretæren for WMO, Petteri Taalas, til Reuters.

I de senere år har vejr-fænomenet El Niño fået en varierende del af skylden for de kraftigt stigende temperaturer. Men det argument slår ikke længere så hårdt.

For en måned siden blev det meget omtalte vejr-fænomen nemlig erklæret dødt for denne omgang af både National Oceanic and Atmospheric Administration (Noaa) i USA samt Australiens meteorologiske institut.

De seneste års El Niño har ifølge siden Climate Central haft en rolle at spille i alt fra et øget antal skovbrande i Indonesien til et vådt efterår i USA og tørke i Brasilien - foruden de globale temperaturstigninger.

Men selvom El Niño nu er sat ud af spillet for denne omgang, så stiger temperaturene altså stadig. I juni, hvor fænomenet fik dødsstødet, lå temperaturen i gennemsnit 0,9 grader over den gennemsnitlige temperatur målt i 1900-tallet, før industrialiseringen slog ind.

Samlet set ligger temperaturen i årets første 6 måneder i snit 1,3 grader over gennemsnittet fra 1900-tallet.

På det seneste stort anlagte klimatopmøde i Paris mellem verdens lande blev der sat et endeligt mål om at begrænse stigningen til 2,0 grader over dét gennemsnit.

»Dette her understreger kraftigere end nogensinde før behovet for at godkende og implementere Paris-aftalen om klima-forandringer og for at sætte fart i skiftet til økonomier med lavt CO2-udslip og bæredygtig energi,« siger Petteri Taalas om udviklingen.

En broderpart af forklaringen på, at temperaturerne stadig stiger så voldsomt, er, at drivhusgasser såsom CO2 populært sagt holder varme fanget i atmosfæren. Og i WMOs seneste gennemgang står det klart, at også niveauet af CO2 lige nu slår alle rekorder.

Ifølge Petteri Taalas er konsekvenserne af de stigende temperaturer hårde, og selv hvis klimamålene bliver overholdt fermover, har den skade, der er sket indtil nu, mærkbare følger.

»Klimaforandringer forårsaget af drivhusgasser vil ikke forsvinde. Det betyder, at vi står over for flere varmebølger, flere ekstreme regnfald og med potentiale til stærkere tropiske cykloner,« siger han.