Fortsæt til indhold
International

Mange spørger sig selv: Stod Erdogan selv bag militærkuppet?

Militærkuppet i Tyrkiet var ikke mange minutter gammelt, før konspirationsteorierne begyndte at brede sig.

Det var USA, der stod bag.

Det var Erdogans ærkefjende, Fethullah Gülen, der trak i trådene.

Det var præsident Erdogan selv, som satte det i sving.

Det mislykkede militærkup i Tyrkiet havde ikke mange minutter på bagen, før de første konspirationsteorierne blev luftet på de sociale medier.

»Allerede da de første billeder af kuppet blev vist på tv, hvor man så, at broerne var spærret, og at der var militær og kampvogne i gaderne, men de endnu ikke havde annonceret, at det var et kup, talte folk om, at det kunne være iscenesat af Erdogan, hvilket viser, at folk ikke tror på det, som de bliver fortalt af medierne i Tyrkiet,« siger Jyllands-Postens korrespondent i Istanbul Gunnar Willum.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har gennem en årrække lagt stadigt større pres på tyrkiske medier, og flere steder har staten overtaget redaktionslokalerne, og chefredaktører og journalister er blevet retsforfulgt.

»De, der ikke støtter Erdogan, hvilket er mellem 30 og 50 pct. af befolkningen, alt efter hvordan man måler det, de er blevet vant til, at tv-stationerne er fulde af løgn, så deres naturlige skepsis betød, at de tænkte, at det ikke kunne passe,« fortæller Gunnar Willum, som tilføjer, at kuppets amatøragtige præg også bidrog til mistanken om, at det kunne være iscenesat af Erdogan.

Nyhedsbureauet Reuters har talt med en anonym tidligere officer med kendskab til begivnhederne. Han fortæller, at to F-16-fly fik Erdogan og hans følge på radaren, da han fløj mod Istanbul fra det feriested, hvor han havde opholdt sig.

»Hvorfor de ikke skød, er et mysterium,« siger han.

Politicos EU-korrespondent Ryan Heath citerede en anonym tyrkisk kilde på Twitter. Han kaldte begivenhederne et »falsk kup«, som skal hjælpe med at holde Erdogan ved magten de næste mange år.

Under hashtagget #TeaterIkkeEtKup sammenlignede én Twitter-bruger ifølge The Independent begivenhederne med rigsdagsbranden i Tyskland.

»Året var 1933, og I ved, hvad der skete efterfølgende.«

Branden i 1933 var påsat af kommunisten Marius van der Lubbe, men mange har spekuleret på, om det var nazisterne selv, der satte den i gang. Ikke desto mindre blev resultatet den såkaldte Rigsdagsbrandsnødforordning, som gav Hitler nærmest uindskrænkede beføjelser til at fængsle enhver politisk modstander.

Og Erdogan har da også været hurtig til at slå ned på dem, som han mener, har været indblandet i kupforsøget. 8.000 politifolk over hele landet er blevet fjernet, og flere end 6.000 personer er blevet tilbageholdt. Derudover er flere end 2.700 dommere og anklagere beordret anholdt.

Beskæftigelsesministeren, Suleyman Soylu, har til gengæld antydet, USA stod bag kupforsøget ved at støtte den del af militæret, der satte det i gang, og Erdogan har ladet pilen pege mod sin ærkefjende, Fethullah Gülen, som lever i eksil i USA.

Den tidligere imam er grundlægger af Gülen-bevægelsen, der står for en moderat tolkning af islam, men bliver beskyldt for at ville skabe en religiøs stat i det sekulære Tyrkiet og for at have infiltreret landets militære og juridiske system.

I et møde med flere internationale medier svarede Gülen ifølge The Guardian afvisende på beskyldningen, men sagde:

»Det er muligt, at dette kan være et iscenesat kup, som skal bruges til yderligere anklager (mod Gülen-bevægelsen, red.).«

Kaos og kupforsøg: Tyrkiet i undtagelsestilstand

Gunnar Willum beskriver et land, som er dybt splittet mellem dem, der støtter Erdogan, og dem, der tager afstand fra ham.

»Erdogan taler hele tiden om, at der er fjender overalt og spøgelser under sengen. Under Taksim-opstanden for tre år siden, som i virkeligheden blevet sat i gang af nogle miljøflippere, som ville redde træerne, omtalte han det som et decideret kup. Og de, som støtter ham, tænker, at han har ret, mens de andre tænker, at han er paranoid, og at det ville give mening, hvis han havde iscenesat det.«

Ifølge langt de fleste iagttagere er der dog tale om netop en konspirationsteori.