Brasiliens største parti trækker støtten til regeringen
Den brasilianske regeringskoalition falder fra hinanden, efter at det største parti beslutter at trække sig.
Den brasilianske regerings største støtteparti forlader koalitionen, skriver nyhedsbureauet Reuters. Dermed smuldrer magten under præsident Dilma Rousseff.
Tirsdag mødtes Brasiliens største parti PMDB for at diskutere, om det skulle blive i regeringen.
- Fra i dag trækker partiet sig fra præsidents Rousseff's regering, sagde senator Romero Juca, der er partiets næstformand.
Afstemningen blandt partiets medlemmer og meddelelsen, om at partiet trækker sig, tog kun tre minutter.
Allerede inden mødet havde flere ledende medlemmer indikeret, at PMDB ville forlade regeringssamarbejdet.
Partiets beslutning har ingen formel betydning for Rousseffs mulighed for at fortsætte som præsident.
Men at partiet nu har forladt samarbejdet svækker præsidenten og kan betyde, at hun mister vigtige stemmer i kampen for at undgå en rigsretssag i forbindelse med en korruptionsskandale.
Oppositionen i Brasilien har indledt forberedelser til en rigsretssag mod Dilma Rousseff på grund af påstande om manipulation med statslige regnskaber, som tillod regeringen at bruge flere penge op til hendes genvalg i 2014.
PMDB besluttede på mødet, at partiets seks ministre og de resterende partimedlemmer i Rousseffs regering skal trække sig fra deres poster med det samme.
Rousseff, der kæmper mod økonomisk recession, en korruptionsskandale, folkelige protester og stigende pres, for at hun bliver stillet for en rigsretssag, mødtes mandag med ministre fra PMDB for at overbevise dem om at blive.
Allerede mandag valgte turismeminister Henrique Alves at trække sig fra posten.
Formanden for parlamentets underhus, Eduardo Cunha, siger tirsdag, at hans parti, PMDB, ikke burde få noget af skylden for den uregelmæssige politik, som præsident Dilma Rousseff har ført i løbet af de sidste par år.
En rigsretssag kan komme til at betyde afslutningen på 13 år med Arbejderpartiet ved regeringsmagten.