Det er endnu en tur i den farlige nordkoreanske rutsjebane – men situationen er voldsommere denne gang

Der er nervøsitet i det sydkoreanske militær. Det kan ikke længere opspore størstedelen af Nordkoreas ubådsflåde. 50 ubåde har forladt deres baser, og både sydkoreanske og amerikanske overvågningsfly og flådefartøjer kan ikke længere finde dem. Samtidig har Nordkorea styrket sit tunge artilleri langs den stærkt militariserede grænse, som opdeler den koreanske halvø.

Det fortæller kilder fra det sydkoreanske militær til nyhedsbureauet Yonhap. Og i Sydkorea er frygten, at det er tegn på, at nordkoreanerne forbereder sig til kamp. ”70 procent af Nordkoreas ubåde har forladt deres baser, og det er ikke bekræftet, hvor de befinder sig,” siger en militærkilde til Yonhap. Kilden beskriver samtidig situationen som ”meget alvorlig”.

Udviklingen finder sted samtidig med, at de to rivaler, der teknisk set fortsat er i krig, ellers mandag fortsatte langtrukne forhandlinger i et forsøg på at drosle ned for de øgede spændinger og afværge faren for en militær konfrontation.

”Spændingerne er langt mere voldsomme, end vi har set i lang tid, og udviklingen viser, at der er et ekstremt højt niveau af mistillid imellem de to sider,” siger Paik Hak-soon, leder af centret for Nordkoreastudier ved Sejong Institute i Seoul. ”I det mindste lader både Nord- og Sydkorea nu til at indse, at de er nødt til at forhandle for at undgå, at situationen kommer helt ud af kontrol.”

Propagandastraf

Forhandlinger startede mellem Nord- og Sydkorea lørdag. De kom, efter begge sider torsdag skød på hinanden over grænsen, og umiddelbart efter Nordkorea fredag advarede om, at landet ville indlede et angreb, hvis Sydkorea ikke slukkede for de højtalere, der sender propagandaudsendelser ind over grænsen i et forsøg på at underminere diktator Kim Jong-uns styre i Pyongyang.

Sydkorea besluttede at tænde for højtalerne - efter 11 års pause – som straf for, at Nordkorea ifølge den sydkoreanske regering tidligere på måneden havde lagt landminer ud, som alvorligt sårede to sydkoreanske soldater.

Propagandaudsendelserne roser bl.a. Sydkoreas demokrati og veludviklede økonomi, og de kritiserer Nordkoreas undertrykkende regime. Og det har fået det nordkoreanske regime - der er ekstremt følsomt overfor kritik og frygter, at propagandaen kan demoralisere landets befolkning - til at gå så langt som at beskrive propagandaen som ”en krigserklæring”. Lørdag advarede landets udenrigsministerium om, at Nord- og Sydkorea er ”på randen af krig”.

”Det nordkoreanske styre er så rasende over propagandaen, fordi det frygter, at det vil få deres soldater til at afhoppe, og de vil ikke tillade, at den nordkoreanske befolkning bliver udsat for nogen form for udefrakommende kommunikation,” siger Adam Cathcart, professor fra University of Leeds og Nordkoreakender. ”Men det handler også om lederskabets værdighed. De føler, at Kim Jong-un og hans familie bliver bagtalt, og det får dem op i det røde felt.”

Og for Nordkorea, siger Paik Hak-soon, er det ”så vigtigt at få stoppet for propagandaudsendelserne, at de ikke vil forhandle om andet, førend det er sket.”

Kræver undskyldning

Men mandag sagde Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, at den sydkoreanske regering ”ikke vil trække sig, selvom Nordkorea skruer op for sine provokationer og truer vores nationale sikkerhed”. I stedet kræver hun en ”utvetydig undskyldning” for mineeksplosionen tidligere på måneden. Hvis det ikke sker, sagde præsidenten, vil propagandaudsendelserne fortsætte.

Det er dog langt fra usædvanligt, at de to sider udveksler hård retorik. Og Sydkorea og omverdenen har adskillige gange været i den nordkoreanske rutsjebane, hvor Nordkorea forsøger at bringe sig i en så gunstig forhandlingsposition som mulig ved voldsom sabelraslen - for derefter at tilbyde forsoning til gengæld for indrømmelser, økonomisk støtte eller anerkendelse fra omverdenen.

”Det er del af en normal cyklus, hvor spændingerne bliver så alvorlige, at vi står på randen af krig, og begge sider indser, at en gentagelse af Korea-krigen ikke er nogens interesse. Og så begynder de at forhandle,” siger Adam Cathcart.

Han mener, at krigsretorikken i Nordkoreas tilfælde meget vel også kan have til formål at styrke befolkningens opbakning til regimet og fjerne folks opmærksomhed fra det isolerede lands interne problemer, bl.a. den elendige økonomi. ”Inden for Nordkoreas grænser har effekten helt tydeligt været, at det er med til at styrke den folkelige støtte til regimet. Og det er med til at skabe en karisma omkring lederen Kim Jong-un, og sprede fortællingen om, at folket bør føle sig velsignet ved at have en så viljestærk leder,” siger Adam Cathcart.

Kim Jong-un har, siden han arvede magten fra sin far i 2011, i stor grad satset på militæret, og han har tiltrukket sig international fordømmelse for landets atomprøvesprængninger og missiltest.

Analytikere frygter, at de to sider står for langt fra hinanden til at opnå et reelt gennembrud i de igangværende forhandlinger.

”Begge parter står utroligt stejlt på deres krav, og det lover ikke positivt for fremtiden,” siger Paik Hak-soon. ”Det vigtigste er, at de lige nu og her mindsker de militære spændinger, men der er meget lang vej igen, før de to lande har tilstrækkelig tillid til hinanden til, at de overhovedet kan begynde at forhandle om de fundamentale problemer, såsom en endelig fredsaftale og Nordkoreas atomvåbenprogram.”

”Før vi når til det punkt, så vil situationen fortsætte med at udvikle sig yderst farligt med jævne mellemrum,” siger Paik Hak-soon.