Berlin bakker op om græsk hjælpepakke – Athen tøver med at udskrive valg
Alexis Tsipras står svækket oven på afstemningen om hjælpepakken i parlamentet.
PARIS
Der hænger en stemning af mytteri over parlamenterne i Athen, Amsterdam og Berlin.
Sydpå stemte 47 medlemmer af regeringspartiet Syriza torsdag imod den tredje økonomiske hjælpepakke.
Den betyder, at grækerne kan låne 86 mia. euro mod en lang række dybtgående reformer og nedskæringer i den offentlige sektor.
Men modstanden i Alexis Tsipras’ yderligtgående venstrefløjsparti, Syriza, efterlader ham så svækket, at han i realiteten ikke er sikker på at vinde en mistillidsafstemning i parlamentet.
Netop derfor havde flere regeringsmedlemmer forventet, at Tsipras ville udskrive en sådan afstemning. I tilfælde af et nederlag ville grækerne skulle til valg i september. Det scenario har flere ministre tegnet i flere måneder.
Men foreløbigt holder Tsipras kortene tæt ind til kroppen. Ifølge den græske avis Kathimerini skal han beslutte sig mellem et valg i september og et senere på året. Hans tøven kan tyde på, at han vælger den sidste mulighed.
Reformkontrol
Tsipras har tidligere sagt, at Grækenlands udlånere er gået med til at diskutere, hvordan landets enorme offentlige gæld kan blive lettet. Det vil i givet fald være en enorm fordel for ham under en valgkamp.
Den Internationale Valutafond (IMF) har også argumenteret for, at Grækenlands gæld skal gøres bæredygtig, før fonden kan deltage i den 3. hjælpepakke.
Samtidig har Grækenlands kreditorer sagt, at det først kan komme på tale, når de har haft mulighed for at vurdere, om Athen er god nok til at føre de lovede reformer ud i livet. Det bliver undersøgt nærmere første gang i oktober eller november.
Ifølge formanden for eurogruppen, Jeroen Dijsselbloem, er EU og IMF dog i stand til at finde et kompromis.
Tysk opbakning
Den lave tillid til Athen skyldes, at tidligere græske regeringer har lovet at føre reformer ud i livet til gengæld for lån.
Men ingen af Tsipras’ forgængere gennemførte alt, de havde lovet.
Det var en af grundene til, at Tysklands kansler, Angela Merkel, onsdag havde sværere end nogensinde før ved at samle opbakning i sit eget kristendemokratiske parti og søsterpartiet CSU. En femtedel af medlemmerne – 63 – stemte imod.
Pakken blev dog vedtaget med massivt flertal. Ikke mindst fordi landets finansminister, Wolfgang Schäuble, argumenterede for. Hidtil har han hørt blandt de største skeptikere.
»Det ville være uansvarligt ikke at gribe muligheden for en ny start i Grækenland nu,« lød det.
Også i det hollandske parlament var hjælpepakken til Grækenland på dagsordenen, selv om forfatningen ikke kræver det. I stedet skulle de folkevalgte stemme om et forslag, som opfordrede regeringen til ikke at bakke op om pakken. Det blev stemt ned af 81 medlemmer, mens 52 af 150 stemte for.
Desuden har også Spanien, Østrig og Estland sagt ja til lånepakken.