Madeleine McCann-spekulationer har nået Australien: Pigelig fundet i kuffert
Resterne af en lyshåret pige, som formentlig blev dræbt for otte år siden, er fundet i en kuffert.
Hun var mellem to et halvt og fire år, da hun blev dræbt for formentlig otte år siden. Hun havde lyst, skulderlangt hår.
Det fortæller australsk politi om resterne af et lig, som er blevet fundet i en kuffert i delstaten South Australia.
Og netop alderen samt det formodede drabstidspunkt har atter fået spekulationerne om Madeleine McCanns skæbne til at blusse op.
Britiske Madeleine McCann var ni dage fra sin fire års fødselsdag, da hun forsvandt fra familiens ferielejlighed i det sydlige Portugal den 3. maj 2007. Her lå hun og hendes to mindre søskende og sov, mens forældrene spiste middag med nogle venner 100 meter derfra
Da moderen ved 22-tiden så til børnene, var Madeleine væk, og sagen har siden dannet grundlag for adskillige teorier, ligesom mennesker verden over, løbende har spottet piger, som, de troede, var Madeleine McCann.
I 2013 valgte Scotland Yard at genoptage sagen, og adskillige personer er siden blevet afhørt, ligesom man har foretaget en række undersøgelser i Portugal. Dog uden at blive synderligt meget klogere.
Og derfor har fundet i Australien skabt opmærksomhed blandt dem, der interesserer sig for McCann-sagen.
Men det er der ingen grund til, fastslår det australske politi.
”Der er på nuværende tidspunkt overhovedet ikke noget, der tyder på, at det pågældende barn er Madeleine McCann,” siger politikommissær i South Australia Grant Stevens til australske medier.
”Vi er klar til at overveje alle muligheder, men at insinuere noget sådant på nuværende tidspunkt vil være ren spekulation med henblik på at få opmærksomhed,” lyder det.
Kufferten med resterne af den lille piges lig blev fundet af en forbipasserende bilist den 15. juli.
Noget tyder på, at den blev anbragt i et buskads ved en motorvej for to måneder siden, hvor en mand i 60’erne blev set gående i vejkanten med kufferten i hånden.
Et sort tylskørt samt et hjemmesyet, kviltet tæppe blev fundet sammen med knogleresterne.
”Det står frygteligt klart, at barnet døde en voldelig død under frygtelige omstændigheder,” sagde Des Bray fra politiet til lokale medier få dage efter fundet.
Politiet har endnu ikke haft held til at matche pigen med efterlyste børn, og har heller ikke fået andre oplysninger, der kan hjælpe med identificeringen, og man arbejder nu ud fra en teori om, at pigens forsvinden aldrig er blevet anmeldt.