Fest og gys da Tyskland kapitulerede i Karlshorst

BERLIN - Der tales jo jævnligt om historiens vingesus, men når man kommer ind i den tidligere officersmesse for værnemagten i Berlin-bydelen Karlshorst, synes man virkelig, at man kan høre det.

Her, i en grå bygning på størrelse med en grosservilla, underskrev Nazityskland sin betingelsesløse kapitulation sent om aftenen den 8. maj 1945.

På fredag er det 70 år siden, og spisesalen, hvor generalfeltmarskal Wilhelm Keitel satte sin signatur, virker, som om amerikanske, britiske, russiske og tyske soldater netop har forladt det, om end der er ryddet op og luftet ud.

Besættelsesmagternes flag vajer i midten, i et hjørne står et felttelefonbord, møblerne er tunge og mørke, som de var dengang.

Indretningen er, sandt at sige, fra 1967, da Sovjetunionen åbnede et museum i huset og lod fremstille kopier af det oprindelige interiør. Institutionen fik et langt navn på 11 ord, i dag hedder det blot Tysk-Russisk Museum, og i weekenden danner det rammen om adskillige markeringer af jubilæet. Men stedet er mere end det.

Voldtægterne

Før det første er det frugten af et usædvanligt samarbejde mellem Tyskland og Rusland, efter at den sidste soldat fra Den røde Hær havde forladt området oven på Murens fald. Tidligere havde russerne bestemt alt, hvad der var vigtigt i Østtyskland, men så forsvandt først DDR og siden Sovjetunionen, og man blev enige om at præsentere, hvad der var sket mellem Anden Verdenskrigs slutning og 1989 i enighed.

Det kan ikke have været let. F.eks. fremstilles sovjetiske soldater mest som heroiske, og der bemærkes intet, som henviser til de overgreb, som piger og kvinder var udsat for. Selv Berlins bystyre taler i en ny brochure om »voldtægter i massevis«, men besøgte man den tysk-russiske udstilling i går, havde man ikke indtryk af, at det var noget særligt. Derimod sidestilles soldater fra de to lande, og det er nok en bedrift.

Ruinstøvet

For det andet kan man se, hvor meget russerne virkelig måtte kæmpe, inden Berlin var indtaget. De stod ved bygrænsen den 21. april, men først om aftenen den 2. maj – et par dage efter Adolf Hitlers selvmord – tav våbnene.

Der gik yderligere seks døgn, før man fik fragtet Keitel, en af Hitlers største beundrere, til den nu lukkede lufthavn Tempelhof. Herfra blev han, iført ridestøvler og med en marskalstab i hånden, kørt til Karlshorst i en sort limousine.

Filmklip viser, hvordan støvet fra ruinerne ikke havde lagt sig, da Keitel og hans kortege susede gennem byen. Ude i Karlshorst optrådte han ikke, som om Tyskland havde tabt krigen. Han pulsede på en cigar og opførte sig, som om han deltog i et bestyrelsesmøde. Året efter blev han henrettet i Nürnberg.

Sovjetunionens rolle i Berlin og det senere DDR er måske det mest omtalte kapitel i disse dage, når det gælder kapitulationen – eller befrielsen, som tyskerne er gået over til at kalde den. Ruslands aktuelle fremfærd i Østukraine og annekteringen af Krim-halvøen gør ikke øvelsen nemmere. På den anden side synes den mindre forkrampet end ved den seneste markering for 10 år siden.

»Erindringen er altid en konstruktion,« siger historikeren professor Paul Nolte fra Freie Universität i hovedstaden.

Vinklingen kan altså ændre sig, efterhånden som tiden går, og øjenvidner forsvinder. Men, siger Nolte, »mindet om nazismen, Anden Verdenskrig og Holocaust – mordet på 6 mio. jøder – vil ikke gå bort. Den vil være et centralt tema også om 200 år, om end jeg er overrasket over interessen for dette jubilæum, som jo ikke er et særligt rundt tal«.

Forholdet til Den Røde Hær – den sovjetiske armé – er »ambivalent« i den tyske befolkning, forklarer han, bl.a. med henvisning til voldtægterne.

»Der er erfaringerne, og der er den objektive virkning. De var befrierne, også af koncentrationslejren Auschwitz, men der er tillige de subjektive erfaringer. Amerikanerne, derimod, blev udelukkende opfattet som befriere, ikke mindst af ungdommen.«

Sidste fest før Den Kolde Krig

Karlshorst, der frem til 1994 husede den største afdeling af det russiske efterretningsvæsen KGB i udlandet, ånder nu om dage fred og idyl.

Det var anderledes for 70 år siden. Efter ceremonien med Keitel, der tog omkring 15 minutter, holdt de allierede en såkaldt sejrsbanket. Den varede det meste af natten. Konferencebordene blev dækket med service, der stod en flaske vodka, en flaske cognac og en flaske russisk champagne ved hver kuvert. Russerne havde også sørget for kaviar. Officerer holdt taler, og det var måske den sidste, store fest inden Den Kolde Krig.

Ud på morgenen, siges det, lå nogle af deltagerne på gulvet og sov.

»Jeg ved, at jeg tænkte: Det vigtigste er, at denne forfærdelige krig er slut,« sagde den nu afdøde, senere DDR-diplomat Stefan Doernberg, der var til stede, for 10 år siden.

Sådan tænker man stadig. Men der er kommet flere nuancer, navnlig når det gælder russernes rolle.

Og i de kommende dage vil der igen være fuldt hus i Karlshorst.