Fortsæt til indhold
International

Rumstation opgiver at få kontrol over fartøj med kurs mod jorden

Et russisk rumfartøj, der skal fragte forsyninger til en rumstation, er lige nu ude af kontrol.

Et ubemandet russisk rumfartøj, der transporterer forsyninger til Den Internationale Rumstation, er på vej mod Jorden og tilsyneladende ude af kontrol.

Det skriver flere internationale medier heriblandt Agence France-Presse, AFP.

Ruslands Rumagentur har hele onsdagen desperat forsøgt at genetablere kontakten med fragt-fartøjet af typen Progress M-27M.

Onsdag eftermiddag dansk tid opgav Den Internationale Rumstation (ISS) at genskabe kontrollen over fartøjet, skriver nyhedsbureauet AP.

Lederen af Roskosmos, Ruslands rumfartsorganisation, Igor Komarov, slog onsdag aften fast, at det ikke var muligt at få kontrol over rumfartøjet. Igor Komarov sagde samtidig, at rumagenturet forventer, at fartøjet vil blive brudt op, når det kommer gennem jordens atmosfære i den kommende tid.

Roskosmos afviste at give et bud på, hvor fartøjet kan falde ned på Jorden. Ikke desto mindre vurderer de, at fartøjet sandsynligvis vil brænde op i atmosfæren, hvilket gør det "meget usandsynligt", at nogle fragmenter vil ramme jorden.

Opgaven med at få kontrol over fartøjet er svær, da fartøjet med omkring 2,5 tons mad, forsyninger og brændstof tumler rundt i rummet. Onsdag aften lød meldingerne ifølge The Guardian, at fartøjet kredser 197 km. over jorden.

"Den er begyndt at falde. Den har ingen andre steder at bevæge sig hen," siger en ansat hos NASA til AFP og fortsætter:

"Det er klart, at en absolut ukontrolleret reaktion er begyndt at ske."

En talsmand fra Roskosmos oplyser ifølge Reuters, at den mislykkede mission vil koste i omegnen af 220 mio. kr.

Ifølge Joint Space Operations Centre (JspOC) roterer fartøjet i øjeblikket rundt med en hastighed på 360 grader hvert femte sekund.

Rumfartøjet, der transporterer forsyninger som mad og brændstof til den internationale rumstation, blev succesfuldt sendt af sted tirsdag. Men kort tid efter opstigningen gik muligheden for styring og kommunikation med fartøjet tabt.

Mandskabet på den internationale rumstation har ifølge den russiske rumfartsorganisation ilt, brændstof, vand og mad nok til at overleve indtil et nyt fartøj med forsyninger kan blive sendt afsted.

"Jeg har netop talt med mandskabet, og de holder humøret rimeligt højt oppe," siger Vladimir Sovolyov, der er ansvarlig for at levere forsyninger til mandskabet på den internationale rumstation.

Foreløbige vurderinger tyder på, at fartøjet kan ramme jordens atmosfære mellem den 7. og 11. maj 2015.

Enhver lille del af rumfartøjet, der kunne overleve mødet med jorden atmosfære, vil højst sandsynligt ende i havet eller i en af jordens ødemarker.

Her kan du følge med i, hvor rumfartøjet er lige nu...

Artiklens emner
Nasa