Fortsæt til indhold
International

Tidligere spionchef er flygtet fra sag om afdød anklager

Argentinas præsident fik i ugens løb en sjælden sejr i den mystiske sag om Alberto Nisman.

Los Angeles

En af verdens velsagtens mest spegede drabssager har i denne uge taget yderligere drejninger, der bestemt ikke gør den mindre egent til at blive plottet i en argentinsk udgave af DR-serien "Forbrydelsen".

Sagen om den afdøde, argentinske statsanklager Alberto Nisman har stået på i tre måneder uden, at de argentinske myndigheder tilsyneladende er kommet en dødsårsag nærmere. Den 51-årige advokat blev fundet skudt på gulvet i sit badeværelse i Buenos Aires 18. januar.

En foreløbig delkonklusion i den opsigtsvækkende sag kom dog tirsdag. Her besluttede anklageren Javier De Luca at stoppe den juridiske sag mod landets præsident Cristina Fernández de Kirchner, der var direkte afledt af begivenhederne i januar. Det skriver nyhedsbureauet AP.

18. januar var således dagen inden, at Alberto Nisman skulle afgive forklaring i den argentinske kongres. Her skulle han uddybe de anklager, han få dage forinden var kommet med i en næsten 300 sider lang rapport.

Nisman havde gennem de seneste 10 år efterforsket et uopklaret terrorangreb fra 1994. Terrorangrebet mod det jødiske center i Buenos Aires kostede 85 personer livet og sårede adskillelige andre. Det tog kun Nisman få år at komme frem til, at det var ledende medlemmer af styret i Iran, der gennem den libanesiske Hizbollah-milits stod bag angrebet.

Det førte til, at en række iranere blev efterlyst via Interpol af de argentinske myndigheder. Ifølge Alberto Nisman havde han dog fundet frem til, at landets præsident Cristina Fernández de Kirchner og udenrigsminister Héctor Timerman i 2013 havde ført hemmelige forhandlinger med iranerne, der skulle udmønte sig i blandt andet lukrative olieaftaler og samtidig dække over iranernes indblanding i sagen.

"Der er ikke blevet begået nogen forbrydelse," lød det blandt andet i anklager De Lucas afgørelse, hvor anklageren, ifølge AP, begrunder sin konklusion med, at der ikke har været tilstrækkeligt med beviser for, at en sådan handel har fundet sted.

Sagen er dog langt fra slut for Cristina Fernández de Kirchner, der, ifølge den engelske avis The Guardian, har set sin popularitet styrtdykke, som sagen er skredet frem. Tusindvis af argentinere har da også været på gaden i Buenos Aires for at vise deres utilfredshed med de manglende fremskridt i efterforskningen og den manglende gennemsigtighed, som de anklager Kichner og hendes regering for at stå bag.

Foreløbigt er det nemlig ikke engang klart, om Alberto Nisman begik selvmord, eller om han blev dræbt. Sagens hovedefterforsker Viviana Fein er stadig i tvivl og har senest udtalt, at myndighederne stadig efterforsker begge vinkler. Feins arbejde er dog ikke blevet gjort lettere af, at Kirchner selv har sagt, at hun mener, at Nisman blev slået ihjel.

Slået ihjel af de korrupte efterretningsfolk, der havde brugt ham til at få ram på hende, efter hun havde fyret blandt andre den mangeårige spionchef Antonio "Jaime" Stiuso i december 2014.

Det er da også den tidligere spionchef, som også har været med til at gøre historien om Alberto Nisman ekstra prekær i ugens løb.

Antonio Stiuso er flygtet, fordi han føler sig truet. Det har den tidligere spionchefs advokat, Santiago Blanco Bermudez, fortalt.

Han er således udeblevet fra to retsmøder, hvor han foruden sin indblanding i Nisman-sagen også er mistænkt for skatteunddragelse og at have beriget sig selv ved at sælge ud af tjenestens genstande.

Torsdag fortalte Stiusos advokat, at der var en ganske simpel forklaring på, hvorfor Antonio Stiuso ikke var mødt op. Han er simpelthen flygtet fra landet.

"Vi er af det indtryk, at han fortsat vil være et mål for staten," lød det fra Santiago Blanco Bermudez i et interview med AP. Han nægtede ved den lejlighed at fortælle, hvad der fik Stiuso til at føle sig truet, eller hvor den tidligere spionchef befandt sig.

Der er dog ingen tvivl om, at Stiuso bistod Nisman i efterforskningen af sagen. Alberto Stiuso stod for et omfattende aflytningsprogram i den argentinske efterretningstjeneste, som han på bemærkelsesværdig vis havde tjent i over 40 år. Han blev i sin tid således ansat af den brutale militærjunta, der styrede Argentina under Juan Carlos Ongania.

Men Alberto Nisman diskuterede aldrig sagens detaljer med Antonio Stiuso, bedyrede Blanco Bermudez.

"Nisman fortalte ikke om sin sag," lød den korte melding fra advokaten.

Tidligere på året opløste Cristina Fernández de Kirchner den argentinske efterretningstjeneste for at reformere den. En gæld, som argentinerne ikke havde betalt, efter landet vendte tilbage til demokratiet i 1983, sagde hun.

Kirchner er under alle omstændigheder færdig som argentinsk præsident til oktober. Her kan hun ikke stille op til valg, da den argentinske forfatning kun tillader to valgperioder som præsident.