Etiopien har brændt elfenben for 100 mio. kr.
Landet har brændt seks tons beslaglagt elfenben i et forsøg på at komme krybskytteri til livs.
Fredag eftermiddag har de etiopiske myndigheder sat ild til et bål bestående af ikke mindre end seks tons elfenben fra elefantstødtænder.
De etiopiske myndigheder vurderer, at man dermed har tilintetgjort elfenben til en værdi af omtrent 100 mio. kroner.
Bålet - der udgjorde hele landets lager af beslaglagt elfenben, som er blevet indsamlet over en periode på 20 år - er et led i at indføre en streng nultolerence-politik overfor krybskytter og elfenbenssmuglere.
Ifølge Dawud Mume Ali, der er direktør for de etiopiske dyrebeskyttelsesmyndigheder, forklarer over nyhedsbureauet AFP, at man forsøge at redde landets elefanter fra udryddelse ved at sende et skarpt signal til bagmændene bag den illegale elfenbenseksport.
"Dette bål er en del af det budskab, vi sender til krybskytter og smuglere. Vi er nødt til at handle frem for at tale, hvis vi vil redde elefanterne," siger Dawud Mume Ali til AFP.
Siden 1980'erne er elefantbestanden i Etiopien faldet med næsten 90 pct. De seneste estimater går på, at bestanden per 2015 består af blot 1.800 individer.
Det er især det økonomiske boom i Sydøstasien, hvor elfenben bliver brugt som vidundermiddel og naturmedicin, der får skylden for det voksende problem med krybskytteri i store dele af Afrika.