Den svenske regering tabte afstemning
Et flertal i den svenske riksdag har netop nedstemt den rød-grønne regerings budgetforslag.
Sverige er kastet ud i et politisk kaos, efter den svenske regering netop er blevet nedstemt i Riksdagen.
Ved en afstemning onsdag stemte et flertal på 182 riksdagsmedlemmer nej til regeringens budgetforslag.
153 stemte for, og dermed er regeringens budgetforslag faldet.
Det er uvist, hvad der vil ske nu, men Socialdemokraternas leder, statsminister Stefan Löfven, har indkaldt til pressemøde kl. 16.30, oplyser partiet. Her kan han vælge at udskrive nyvalg.
Regeringskrisen skyldes, at det højrenationale Sverigedemokraterna (SD) stemte for de fire borgerlige partiers budgetforslag.
Men ikke nok med det. Sverigedemokraterna har erklæret sig parate til at vælte en eventuel borgerlig regering, hvis ikke den strammer indvandringspolitikken, meddelte SD's fungerende partileder, Matthias Karlsson tirsdag.
Under den flere timer lange debat, der gik forud for afstemningen i Riksdagen advarede Sverigedemokraternes Oscar Sjöstedt de borgerlige partier imod at tage SD's støtte for givet:
"Lad mig gøre det helt klart: Sverigedemokraterna er fuldstændig klar til at stemme nej igen til et andet budgetforslag, hvis det indebærer, at den nuværende indvandringspolitik fortsætter som nu," sagde han.
Venstrefløjspartiet Vänsterpartiets økonomiordfører Ulla Andersson anklagede SD for at spille et hensynsløst magtspil på bekostning af samfundets udsatte. Ved at stå fast på den hårde kurs over for indvandringen har SD fravalg at forbedre forholdene for ældre og fattige svenskere, sådan som den rød-grønne regering lægger op til, lød det skarpt fra Ulla Andersson.
"Det viser tydeligt, hvilket racistisk højreparti, I er. Det må efterhånden stå klart for alle," sagde hun.
Forud var gået et dramatisk døgn i svensk politik.
Efter SD's meddelelse om, at partiet var parat til at vælte regeringen, inviterede statsminister Stefan Löfven tirsdag aften de borgerlige partier til forhandlinger om et muligt samarbejde for at redde sit politiske skind.
"Er de borgerlige partier nu parate til at samarbejde med regeringen? Eller er de parate til at regere med støtte fra Sverigedemokraterne? Det er spørgsmålet," sagde Löfven.
Men krisemødet løste ikke problemerne for den trængte statsminister, der måtte sande, at hans muligheder blev færre og færre.
"Vi kan konstatere, at vi ikke kunne se nogen fremgang under samtalerne i dag," sagde Löfven efter forhandlingerne og understregede, at målet fortsat er at holde SD helt uden for indflydelse:
"Vi må have den type samarbejde (med de borgerlige, red.) for netop at sikre, at Sverigedemokraterna ikke får den afgørende indflydelse og dermed vil kunne fælde enhver siddende regering i valgperioden, hvis ikke den tilpasser sig deres indvandringspolitik," sagde den svenske statsminister på et pressemøde i nat.
Ved valget til Riksdagen i september fik Sverigedemokraterne 12,9 procent af stemmerne, men på forhånd havde alle andre partier forsvoret sig mod at samarbejde med det nationalkonservative fløjparti. SD's stemmer skulle simpelthen ignoreres.
Samarbejder de borgerlige alligevel med SD, vil de altså have brudt deres valgløfter.