Putin: Jeg vil ikke være præsident hele livet
Vladimir Putin har endnu ikke besluttet, om han vil genopstille til valget i 2018.
Der er en udløbsdato på Vladimir Putins periode som russisk præsident.
Om den hedder 2018 eller 2024, har han dog ikke besluttet endnu, siger Vladimir Putin i et interview med det russiske nyhedsbureau Tass.
"Ja, der er en mulighed for, at jeg stiller op til endnu en valgperiode. Forfatningen tillader det, men det betyder ikke, at jeg vil tage den beslutning," siger præsidenten.
At blive ud over den næste periode, altså yderligere seks år, er derimod fuldstændig udelukket, siger Putin. Han mener nemlig ikke, at det er direkte skadeligt at "holde krampagtigt fast" i noget.
Den 62-årige russiske præsident har været Ruslands leder siden 2000 og sad som præsident i to fireårige perioder. Derefter trådte han tilbage, fordi landets forfatning ikke tillader en præsident at blive siddende i mere end to perioder.
Der er ingen, der skal bygge en mur rundt om os. Det er umuligt.Vladimir Putin
Han tiltrådte i stedet i stillingen som premierminister, hvor han sad fra 2008 til 2012.
Derpå blev han igen valgt som præsident, denne gang for en seksårig periode.
Hvorvidt Vladimir Putin vil stille op igen i 2018 afhænger bl.a. af hans "personlige følelser", siger han til Tass. Det er dog endnu for tidligt at tænke på det, tilføjer præsidenten.
I det samme interview fortæller Putin om sin holdning til Vestens stigende utilfredshed med Rusland og den måde, Rusland agerer på i Ukraine.
Flere vestlige statsledere, ikke mindst USA's præsident Barack Obama samt vicepræsident Joe Biden, har udtalt sig kritisk om Rusland.
"Det er simpelthen uacceptabelt i det 21. århundrede, at lande forsøger at ændre grænser med magt, fordi de ikke bryder sig om en beslutning, som deres naboland har truffet. Så længe det fortsætter, vil Rusland stå over for større omkostninger og mere isolation," sagde Joe Biden tidligere i denne uge ifølge Reuters.
"Der har historisk set været lande, der har forsøgt at isolere sig selv fra resten af verden, og det kostede dem dyrt. Det er ikke den vej, vi tager. Og der er ingen, der skal bygge en mur rundt om os. Det er umuligt," siger Vladimir Putin til Tass.