Ubådseftersøgningen går ind i en ny fase
Det svenske forsvar har netop afholdt et pressemøde, med de seneste opdateringer fra eftersøgningen.
Eftersøgningen i den svenske Skærgaard er gået ind i sit sjette døgn. Mens flere svenske medier har skruet ned for deres massive livedækning, så har forsvaret ledt efter fremmed aktivitet med ufortrøden styrke. Men nu ændrer forsvaret taktik, og man går ind i en ny fase. Det oplyser de på et netop afholdt pressemøde.
Pressemødet blev holdt på øen Berga, hvor forsvaret havde ankeret skibet MHS Visby i baggrunden.
Kaptajnen på MHS Visby, Per Öhrstedt, fortalte om, hvordan besætningen på skibet har arbejdet i døgndrift siden i fredags i sekstimers skift.
Forsvarets kommunikationschef, Erik Lagersten, annoncerede, at eftersøgningen efter det uidentificerede undervandsfartøj nu er gået ind i en ny fase. Han afviser dog, at man skruer ned for den intensive eftersøgning.
”Vi er stadig af den opfattelse, at der er tale om undersøiske operationer,” siger han og fortæller, at der ikke ligger nogen specifikke hændelser til grund for, at operationen nu går ind i en ny fase.
”Vi har i løbet af i dag fået mange henvendelser fra offentligheden med nye observationer,” siger han.
Hverken Per Öhrstedt eller Erik Lagersten kom ind på, hvilken form for kontakt, et af forsvaret skibe angiveligt havde i går.