Fortsæt til indhold
International

»Mor og far forlod mig«

I landsbyer over hele landet har Kinas vækstmirakel ført millioner af bønder mod byerne. De efterlader deres børn hos underuddannede bedsteforældre i landsbyerne. I Wenshui er fire af fem børn efterladt af deres forældre. De går en uprivilegeret fremtid i møde.

Jes Randrup, Jyllands-Postens korrespondent

WENSHUI

Fra landsbyen Wenshui i Guizhou-provinsens mange bjerge bliver betonvejen smallere og smallere, indtil den helt ophører og standser som en mudret sti. Vil man videre, må man balancere på skellene mellem risterrasserne.

Der er blot en times kørsel fra provinshovedstaden Guiyang, en millionby under byggemodning, men der er en verden til forskel.