Et geopolitisk nederlag for Putin

I 2008 citerede en russisk avis Vladimir Putin for under et møde med USA’s præsident George W. Bush at have bemærket, at Ukraine slet ikke er en stat. Sidste efterår tilføjede han på et møde med ruslandseksperter fra udlandet, at befolkningerne i Ukraine og Rusland tilhører samme nation, at de to folk står hinanden nær og har haft en fælles historisk skæbne, men at Ukraine her og nu er en selvstændig stat, og at Rusland respekterer det.

Putin har ikke konkretiseret, hvad han mener med ”Ukraine”, men det vestlige Ukraine har bortset fra 45 år i Sovjetunionen intet historisk og kulturelt fællesskab med Rusland, så mon ikke han tænker på det centrale, østlige og sydøstlige Ukraine.

For Putin er halvøen Krim et særligt anliggende. Ukraine fik halvøen foræret af partichef Nikita Khrusjtjov i 1954 i anledning af 300-året for en russisk-ukrainsk union. Halvøen har kulturelle og historiske bånd til Rusland og til krim-tatarerne, en tyrkisk befolkningsgruppe, som af Josef Stalin blev deporteret til Centralasien under Anden Verdenskrig, men begyndte at vende tilbage i slutningen af 1980erne.

Det er svært at forestille sig, at den igangværende militærøvelse i det vestlige Rusland med indsættelse af 150.000 mand (lige så mange som USA i 2003 brugte til at invadere og besætte Irak) skulle være forspil til en væbnet invasion af Krim. Putin har en lang række andre muligheder for at øve indflydelse på udviklingen i Krim og det øvrige Ukraine. Hvis Ruslands sydvestlige nabo bliver splittet eller kastet ud i en borgerkrig, risikerer det at ramme Ruslands eksport af gas til Vesten, som løber gennem Ukraine.

Det er ikke i Putins interesse og vil for altid begrave hans plan om en eurasisk union og nok så bekymrende set med hans øjne vil det bane vej for et uafhængigt vestligt Ukraine som kandidat til Nato-medlemskab, men udviklingen er uforudsigelig og en kontrolleret sabelraslen indebærer altid en risiko for at slippe ud af kontrol.

Køb af rørledninger

Det mest sandsynlige er, at Putin vil udnytte Ukraines økonomiske kollaps til at købe det ukrainske rørledningssystem, som han har gjort det i Hviderusland og Kirgisistan.

Set med Moskvas øjne hører Krim historisk og kulturelt hjemme i Rusland, og med udskrivning af en folkeafstemning på Krim om halvøens uafhængighed af Ukraine er der næppe grund til at bruge magt, med mindre de ukrainske myndigheder forsøger at stoppe folkeafstemningen. Folkeafstemningen vil være et effektivt våben i Putins bestræbelser på at positionere sig i spillet om Ukraines fremtid. Han vil kunne henvise til tilsvarende folkeafstemninger i Skotland, Catalonien eller Ukraines egen folkeafstemning i 1991, som førte til Sovjetunionens opløsning.

Den russiske netavis Gazeta.ru skriver, at det russiske ministerium for økonomisk udvikling har sammensat en liste over investeringsobjekter på Krim til en samlet værdi af næsten 30 mia. kr., fem gange så mange penge, som USA er parat til at støtte den ukrainske centralmagt med. Der er næppe udsigt til, at myndighederne i Kiev har penge til at udvikle Krim med i den kommende tid, så på den måde vil Putin kunne styrke russiske interesser på øen ved hjælp af opkøb af virksomheder og forbedring af infrastrukturen.

Ifølge en frisk meningsmåling mener hver fjerde russer, at magtskiftet i Ukraine var et voldeligt statskup og endnu flere mener, at det var første salve i en borgerkrig, mens ni ud af ti russere undlader at fordømme det ukrainske styres brutale fremfærd over for demonstranter.

Det skyldes muligvis, at det er den måde, som begivenhederne er blevet fremstillet på i de statskontrollerede russiske medier, men ikke kun. Kreml og russisk tv har gang på gang beskyldt USA og Vesten for at stå bag folkelige opstande i det tidligere Sovjetunionen, men ifølge den samme meningsmåling tror kun otte pct. af russerne, at Washington har været dukkefører for omstyrtningen af Ukraines præsident Viktor Janukovitj.

Fem centrale områder

Andrei Tsygankov, professor ved San Francisco State University og forfatter til en bog om russisk udenrigspolitik, peger på fem områder, som Putin og Kreml vil holde nøje øje med, når de skal tage stilling til udviklingen i Kiev:

Foreløbig fordømmer Moskva det meste af, hvad man ser i Kiev. I regeringen har et medlem af det ultranationalistiske parti Svoboda fået sæde, og lederen af Højre Sektor, en gruppe, der kræver opbygning af en etnisk ren ukrainsk stat og deportation af alle fremmede, som ikke er loyale over for etniske ukrainere, er blevet næstkommanderende i sikkerhedstjenesten.

Netop det højreradikale parti Svoboda fik i weekenden gennemtrumfet annulleringen af en lov, der giver etniske mindretal sproglige rettigheder. I 2012 blev der vedtaget en lov, som tillader to officielle sprog i regioner, hvor et mindretal udgør over 10 pct. af befolkningen. Den lov annullerede det ukrainske parlament i weekenden, og det ser Moskva som et overgreb på de russisk talende del af befolkningen. Samtidig cirkulerer forslag om forbud mod politiske partier med rod i det østlige Ukraine, og nogle har foreslået at forbyde russisk tv.

Den nye regering i Kiev har sagt, at man hurtigst muligt ønsker at underskrive den associeringsaftale med EU, som eks-præsident Janukovitj skrottede i efteråret til fordel for en aftale med Putin, der indebærer et lån på 85 mia. kr. og billige gaspriser. Moskva har stillet aftalen i bero. Ukraines nye finansminister har sagt, at man stadig håber at få lånet fra Moskva. Det er dog næppe sandsynligt, at Putin vil finansiere Ukraines tilnærmelse til EU.

Magtskiftet i Ukraine er uden tvivl et geopolitisk nederlag for Putin, men selv om han har tabt et slag, er det ikke givet, at han taber krigen.

For 15 år siden var Rusland økonomisk i knæ efter et finanskrak, og i Washington spurgte udenrigspolitiske analytikere i fuld alvor, om Rusland ville overleve som en selvstændig stat. I Vesten yndende man at gøre opmærksom på, at det russiske BNP var mindre end Hollands. I dag har Rusland verdens ottende største økonomi, og den femte største, hvis man tager højde for købekraft. Det russiske BNP pr. indbygger er mere end dobbelt så stort som Ukraines, og det er den store forskel på Ruslands magt i dag sammenlignet med årene efter Sovjetunionens opløsning i 1991.

I den sammenhæng betyder det mindre, at den økonomiske vækst skyldes høje oliepriser, om end det fremadrettet vil gøre det svært for Vladimir Putin at opretholde fremgangen, med mindre han gør Rusland mere åbent og attraktivt for investeringer.

LÆS NÆSTE AFSNIT I ARTIKELSERIEN: Putin troede, at rigmanden ville fjerne ham

TILBAGE TIL HOVEDARTIKLEN: Artikelserie: Putin - manden bag magten