Fortsæt til indhold
International

Rumklovn har forladt jorden

Den canadiske milliardærklovn og stifter af Cirque du Soleil har i dag begyndt sin rejse ud i rummet.

Space Adventures, Ltd. er det eneste selskab i verden, der tilbyder rumrejser til den internationale rumstation ISS til private.

I dag kunne selskabet så annoncere endnu en vellykket opsendelse. Gæsten er denne gang den verdenskendte canadiske cirkusklovn og stifter af Cirque du Soleil, Guy Laliberte.

Vil sætte fokus på vand

Laliberte og besætningen ombord på den russiske Soyuz-TMA raket gennemførte onsdag en succesfuld opsendelse fra Baikonur Cosmodrome i Kashakstan og har kurs mod den internationale rumstation, ISS.

”At rejse har altid været min livsstil, og jeg har arbejdet med muligheden for at en rumrejse siden 2004,” siger Laliberte til PRNewswire.

Laliberte ønsker at bruge sin rejse til at sætte fokus på verdens forbrug af vand, men har ikke følt, at timingen har været rigtig før nu.

”Min mission er at gøre en forskel for denne vitale ressource gennem det, jeg er bedst til; kunst,” siger Laliberte til PRNewswire.

Første kunstner i rummet

Turen er planlagt til at vare 10 dage, og undervejs vil Laliberte optræde i en række live udsendelser med temaet ”Moving Earth and Stars for Water” via hjemmesiden OneDrop.org. Under udsendelserne vil Laliberte læse et digt højt af sin landsmand, den canadiske forfatter Yann Martel, skriver nyhedsbureauet PRNEewswire.

Som kronen på værket vil Laliberte den 9. oktober sende live til 14 byer rundt om på jorden simultant, oplyser PRNewswire.

”Denne opsendelse er vores ottende, og selvom hver enkelt kunde er unik, så er det første gang, vi har sendt en kunstner, en artist… et kreativt geni ud i rummet,” siger administrerende direktør for Space Adventures, Eric Anderson til PRNewswire.