Fortsæt til indhold
International

Pamuk-retssag - en test af Tyrkiets demokrati

Under stor international mediebevågenhed bliver den anerkendte og populære tyrkiske forfatter Orhan Pamuk fredag stillet for en domstol i Istanbul for at have fremsat bemærkninger om ømtålelige emner som det kurdiske mindretal og den tyrkiske hærs rolle ved massedrab på armeniere under Den Første Verdenskrig.

Retssagen finder sted på et tidspunkt, hvor Tyrkiet er under pres fra EU for at sikre landets forfattere ytringsfrihed, og EU advarede torsdag om, at retssagen mere end noget andet drejer sig om Ankaras håndhævelse af europæiske værdier.

- Dette er en lakmusprøve på, hvorvidt Tyrkiet seriøst går ind for ytringsfrihed og reformer, som vil styrke et retssamfund, hed det i en skarpt formuleret erklæring fra EU's udvidelseskommissær, Olli Rehn, som leder optagelsesforhandlingerne mellem Bruxelles og Tyrkiet.

/ritzau/