Rusland mod nye grænser

Moskva: I sommeren 1999 blev der lagt krigsplaner to forskellige steder i Rusland.

I forsvarsministeriets hvidmalede mastodont af et hovedkvarter på Arbat pladsen et stenkast fra Kreml tumlede generaler med forløb og scenarier for en kommende konfrontation med NATO, og kort efter gennemførte russiske styrker den største militærøvelse efter afslutningen på Den Kolde Krig, hvorunder det russiske luftvåben afprøvede langtrækkende krydsermissiler med atomvåben mod mål i NATO-lande.

Den russiske generalstab besluttede desuden under øvelsen og efter rådslagning med sin nære allierede Hviderusland at anvende taktiske atomvåben for at forsvare østersøregionen Kaliningrad mod et angreb fra NATO. Få måneder senere bekendtgjorde præsident Boris Jeltsin, at USA ikke skulle glemme, at Rusland havde et atomarsenal, der om nødvendigt kunne slå fra sig.

Det var en dramatisk sommer.

Kold fred

Efter NATO's felttog i Kosovo uden om FN's Sikkerhedsråd i foråret 1999, optagelsen af tre nye medlemmer i den vestlige forsvarsalliance NATO trods Moskvas protester og USA's støtte til lande ved det olierige Kaspiske hav, som ønskede uafhængighed af storebror Rusland, var forholdet mellem Kreml og den vestlige verden dårligere end på noget tidspunkt siden den kommunistiske verdens sammenbrud.

I nye militær- og nationale sikkerhedsdoktriner figurerede USA's globale overherredømme og diktat under dække af såkaldte humanitære interventioner a la Kosovo igen som den største trussel mod Ruslands sikkerhed. Hæren købte nye våben til at forberede sig. Alt dette blev taget dødsens alvorligt af den russiske generalstab og Kreml, som talte om en ny "kold fred" mellem Moskva og Vesten, men i de vestlige hovedstæder mente kun et fåtal, at situationen var så prekær, som russiske generaler beskrev den på øvelsespladsen og ved forhandlingsbordet.

I Moskva var man så optaget af traditionel østvest-konfrontation, at man kun gradvist indså den trussel, der kom sydfra og de grandiose planer for hellig krig og omskrivning af det geopolitiske verdenskort, som fandt sted i en bjerglandsby i det urolige Tjetjenien. I Vedeno i den sydøstlige del af den nordkaukasiske republiks svært fremkommelige bjergegne holdt tidligere ministerpræsident, oprørsleder og terrorist Sjamil Basajev og hans arabiske kollega og ven af Osama bin Laden, Ibn Al-Khattab, krigsråd. I juli 1999 lagde de sidste hånd på en plan om at invadere naborepublikken Dagestan med en hær på 1000-2000 mand, udråbe en islamisk republik efter Talebans forbillede, fordrive de vantro fra Kaukasus og således sikre det islamistiske Tjetjenien adgang til Det Kaspiske Hav og dermed direkte forbindelse til islamister i Centralasien og Afghanistan, hvor Osama bin Laden og hans Al Qaida havde slået fast lejr.

Samtidig indledte islamister i Usbekistan en invasion af naborepublikken Kirgisistan for at slå til mod Fergana dalen, et strategisk vigtigt område på grænsen mellem Tadsjikistan, Usbekistan og Kirgisistan, hvor et islamisk oprør kunne true alle tre staters eksistens. Endelig var Taleban-regimet rykket mod nord og havde fået kontrol med 90 pct. af Afghanistan, hvorfra man beskød russiske poster ved floden Pjandsj på grænsen mellem Afghanistan og Tadsjikistan.

Nye allierede

Sådan tegnede det geopolitiske verdenskort sig for Moskva for snart fire år siden. I dag ser det meget anderledes ud. Takket være terrorangrebet på USA den 11. september, den anden tjetjenske krig og præsident Vladimir Putins alliance med USA og Vesten i kamp mod den nye fælles fjende, den internationale terrorisme. Washington og Bruxelles er ikke længere potentielle fjender for Moskva. Tværtimod optrådte USA og Rusland som allierede under krigen mod Taleban i efteråret 2001, og for første gang i umindelige tider oplevede Moskva, at USA med felttoget mod Taleban gjorde det beskidte arbejde for Kreml.

For første gang i 400 år er der blevet stille på Vestfronten. Ruslands grænse mod Vest er stabil og fungerer som en model for økonomisk og politisk integration i Vesten. Det skyldes, at præsident Putin har sløjfet den ressourcekrævende, geopolitiske tvekamp og konkurrence med USA. Han har i stedet givet grønt lys for amerikanske troppers stationering i Centralasien og har lovet USA og Vesten stabil energiforsyning i tilfælde af uro i Mellemøsten.

De store geopolitiske udfordringer for Rusland kommer nu fra syd og øst, fra en islamisk verden der sidder fast i tilbageståenhed, og et ambitiøst Kina på vej frem, som grænser op til et tyndt befolket og underudviklet Sibirien og russisk Fjernøsten.

Disse udfordringer har sådan set eksisteret længe, men ideologisk programmering, traditionelle fjendebilleder, nye grænser og tab af status har gjort det svært for den sikkerhedspolitiske elite at tilpasse sig de nye tider.

De sidste 25 år har russiske soldater kun været i krig med islamiske krigere. Først i Afghanistan i perioden fra 1979 til 1989, derpå i borgerkrigen i Tadsjikistan i 1992 og 1993 og senest i Tjetjenien og Dagestan i midten og slutningen af 1990erne.

En ny epoke

Under Den Kolde Krig forberedte Sovjetunionen sig på krig med Vesten og betragtede kontrol med så stort et landområde som muligt som den bedste garanti for sikkerhed, men den epoke er slut ifølge Dmitrij Trenin, vicedirektør for Carnegie Fonden i Moskva og en førende udenrigspolitisk iagttager i Moskva. Trenin er forfatter til bøgerne "The End of Eurasia" og "Sydens Tid - Rusland i Tjetjenien, Tjetjenien i Rusland", som kun er kommet på russisk og har Aleksej Malasjenko som medforfatter.

I Rusland har geopolitik - analyse af geografiens indflydelse på magtforhold på den internationale scene, og mere konkret på kampen om kontrol med vigtige transportveje, ressourcer og etablering af naturlige grænser i form af have eller bjerge som garanti for sikkerhed - normalt været høgenes og de antivestlige kræfters gebet.

Geopolitik har fokuseret på indflydelsessfære og magtbalance mellem stormagter, begreber der hørte hjemme i imperiernes 19. og 20. århundrede og betragtes som forældede i det 21. århundrede.

De første russiske reformregeringer lagde for 10 år siden vægt på, at etablering af markedsøkonomi og demokratiske institutioner var afgørende for en succesfuld transformation, og at spørgsmål om Ruslands plads i verden, dets grænser, status og internationale rolle ville følge af sig selv, når landet havde fået en velfungerende markedsøkonomi.

»Reformatorerne har lagt vægt på to elementer i forvandlingen af Rusland; overgangen fra plan til marked og fra totalitarisme til demokrati, dvs. fra kommunisme til et moderne samfund, der er åbent over for verden, og bidrager til globaliseringen af det enkelte menneske,« siger Dmitrij Trenin, der er tidligere officer i den sovjetiske hær og kender det militære establishment indefra.

Fra imperium til stat

»En tredje forandringsproces gælder Ruslands forvandling fra imperium til nationalstat. Rusland er ikke længere et imperium, men er endnu ikke blevet en nationalstat. Rusland er stadig undervejs, og i den proces viser det sig, at geopolitik spiller en rolle,« tilføjer Dmitrij Trenin under en samtale om Ruslands plads i verden efter Den Kolde Krig.

Ifølge Trenin skal Rusland koncentrere sig om sin egen modernisering i stedet for at spilde tid og ressourcer på fjerne regioner. Til den ende har landet brug for et tæt og godt forhold til supermagten USA. Frankrig og Tyskland, påpeger Trenin, er allerede en del af den moderne verden og har ikke brug for USA som partner i en reformproces.

»De ønsker at sikre EU en uafhængig udenrigspolitisk profil, men det indebærer en udfordring af USA, som Putin ikke har nogen interesse i. Det er i Ruslands nationale interesse at dyrke et særligt forhold til USA for at befordre moderniseringen af landet og for at kunne møde de udfordringer, som Rusland står over for i syd og i øst. Det gælder spredning af atomvåben, kemiske og biologiske våben til svage stater og diktaturer, der grænser op til Rusland, international terrorisme og narko og militant islam,« forklarer Dmitrij Trenin.

Et nyt Vesten

Ved siden af et nyt Europa ser Trenin konturerne af et nyt Vesten, som er ved at tage form. Det strækker sig fra USA hen over Atlanterhavet til Vesteuropa og videre tværs over det eurasiske kontinent med Rusland som centrum og helt ud til Stillehavet og den amerikanske vestkyst.

I denne nye vestlige verden ser Trenin Rusland som del af et euro-stillehavs samarbejde mellem EU på den ene side og USA og Japan på den anden.

»Man taler om en euro-atlantisk alliance mellem USA og Vesteuropa. Jeg taler om en euro-stillehavs alliance mellem EU, Rusland og USA. Selv om Rusland er en del af Europa, så er dets situation og interesser markant anderledes end EU-landenes, og derfor er økonomisk integration med EU og et sikkerhedspolitisk partnerskab med USA en optimal model for Ruslands modernisering,« siger Dmitrij Trenin.

»Europa kan bidrage med meget til Ruslands indre forvandling. Ruslands integration med Vesten er først og fremmest integration med Europa, dvs. Rusland skal blive Europa uden at stræbe efter en plads i EU. Men Europa har også sine begrænsninger. Europa interesser sig kun for det Rusland, der går til Ural, men det er en grænse, der ikke eksisterer i russernes bevidsthed. For os er Vladivostok lige så meget Østeuropa som Murmansk, mens europæere vil sige, at det er Asien. Vladivostok er imidlertid tæt på USA og Japan, to vestlige lande i den del af verden, som kan stimulere og bidrage til udviklingen af Sibirien og Fjernøsten,« konkluderer han.

flemming.rose@jp.dk