Fortsæt til indhold
International

Indien vil købe Bofors-våben til Kashmir-konflikt

Indien menes at være i gang med at genoptage sine våbenkøb hos Bofors i Sverige for at kunne forsyne sine soldater, der kæmper mod pakistanske styrker i Kashmir, oplyste svenske aviser tirsdag.

Indien ophævede for to uger siden en 13 år gammel boykot af Bofors, efter at virksomheden havde brugt bestikkelse for at vinde en indiske ordre om artilleri-reservedele.

Indien ønsker nu at bestille 400 styk 155 mm haubitzer-kanonreservedele til en anslået pris på to-tre mia. sv. kr., oplyste Dagens Industri.

Forhandlingerne er gået "godt", og en kontrakt vil blive underskrevet snart, skrev avisen.

Bofors' talsmand, Kjell Göethe, indrømmede, at en svensk delegation var i New Dehli i "officielt" forhandlingsøjemed.

Den indiske regering ophævede 1. juli handelsembargoen fra 1986 mod Bofors for at kunne købe ammunition og reservedele til de haubitzer-kanoner, som Bofors har fremstillet. De har siden maj været brugt i Kashmir af den indiske hær mod pakistanske styrker.

- Indien har desperat brug for ammunition til sine Bofors kanoner, som gør et godt stykke arbejde i Kashmir, sagde en analytiker i den svenske Handelsbanken, der ikke vil navngives.

Han var ikke overrasket over en mulig kontrakt. Kampene i Kashmir har simpelthen ført til et kompromis, som Indien og Bofors har søgt at nå frem til i mange år, udtalte han.

Det har været kendt, at Indien har manglet ammunition til sine svenske kanoner i et stykke tid. I juni måtte Indien ty til at købe 25.000 sydafrikanske granater til sine Bofors-kanoner, men til en meget høj pris.

Samtidig indrømmede Bofors sidste år, at det havde betalt 50 mio. dollar (350 mio. kr) i bestikkelse gennem schweiziske banker for at opnå en ordre på 410 kanoner til en værdi af over ni mia. kr. Det blev aldrig oplyst, hvem pengene blev betalt til.

/ritzau/AFP