Fortsæt til indhold
International

Polsk betjent kæmper for sit liv efter masseskyderi i Krakow

Betjente reddede lørdag liv i Polen, da de skød mod gerningsmand, blot få minutter efter der blev slået alarm.

/ritzau/

En politibetjent er i livsfare efter lørdagens skyderi på et centralt torv i den polske by Krakow. En anden betjent blev også såret af skud.

Det skriver Polens indenrigsminister, Marcin Kierwiński, på det sociale medie X.

- Politibetjentene opførte sig heroisk i dag. De udførte på forbilledlig vis deres pligt over for borgerne og fædrelandet. En af dem kæmper for sit liv. En anden er såret, skriver ministeren.

Indenrigsministeren skrev tidligere lørdag på X, at den ene betjent blev ramt af tre skud og skulle opereres, mens den anden betjent blev ramt af et enkelt skud.

Ifølge det polske nyhedsmedie Interia har et frivilligt brandvæsen udsendt en appel til folk om at donere blod til at hjælpe den hårdt sårede betjent. Betjentens blodtype er ifølge nyhedsmediet den relativt sjældne AB Rh+.

Seks mennesker - fire kvinder og to mænd - blev dræbt, da en bevæbnet mand åbnede ild i centrum af Polens næststørste by lørdag eftermiddag. En britisk statsborger er blandt de dræbte.

Tre lig blev senere fundet i den formodede gerningsmands hjem, da politiet ransagede det. Der er ifølge myndighederne meget, der tyder på, at de dræbte er medlemmer af den mistænktes nærmeste familie.

16 personer, herunder fem udenlandske statsborgere og den formodede gerningsmand, blev såret og er bragt til hospitalet, skriver BBC.

Polens indenrigsminister roser de betjente, der lynhurtigt rykkede ud til hovedtorvet i Krakows gamle bydel, efter at masseskyderiet begyndte.

- Politiet forhindrede et langt større blodbad, som ellers kunne være sket, siger Marcin Kierwiński ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- De affyrede skud mod gerningsmanden blot tre minutter efter at have modtaget anmeldelsen, tilføjer han.

Der er erklæret to dages landesorg i Polen fra søndag.