Fortsæt til indhold
International

Virginia vil sikre homoseksuelles ret til at blive gift

Analyseinstitut forudser, at Virginia stemmer for, at retten til homoægteskaber skal skrives i forfatningen.

/ritzau/

Da amerikanerne stemte til midtvejsvalget, skulle de også i flere end 36 delstater tage stilling til omkring 150 forskellige konkrete politiske tiltag eller love fordelt ud på delstaterne.

Ved en folkeafstemning i Virginia forventes vælgerne at have stemt for en ændring i delstatens forfatning, der sikrer homoseksuelle retten til at blive gift.

Det forudser CNN’s analyseinstitut Decision Desk HQ.

Stemmer vælgerne for ændringen, vil formuleringer i forfatningen, der slår fast, at ægteskaber skal indgås mellem en mand og en kvinde, blive fjernet.

Samtidig vil der blive tilføjet, at man ikke må nægte ægteskaber på baggrund af personernes køn.

Virginia har et forbud mod ægteskaber af samme køn, men har ikke kunnet håndhæve forbuddet siden 2015 på grund af en afgørelse fra USA’s højesteret.

Ændrer det nuværende valgresultat Virginias forfatning, vil homoseksuelle stadig have retten til at blive gift i delstaten, hvis USA’s højesteret vælger at ændre, at man ikke må afvise homoseksuelle ægteskaber.

Det skriver CNN.