Trumps pause i sanktioner mod Rusland gælder i 60 dage
Ifølge Marco Rubio vil Trump bruge 60 dage på at analysere konsekvenserne af sanktioner og told mod Rusland.
USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, siger, at præsident Donald Trumps beslutning om at sætte en række sanktioner og toldsatser mod Rusland på pause vil gælde i 60 dage.
Det skal give tid til at »analysere« konsekvenserne for den globale økonomi, siger Rubio ifølge nyhedsbureauet AFP.
»Præsidenten ønsker at bruge de 60 dage på at analysere, hvad indførelsen af både sanktioner og told vil betyde for den globale økonomi og også for den amerikanske økonomi.«
Han peger i den forbindelse på, at de økonomiske restriktioner fra lovpakken omfatter en række lande og ikke kun Rusland.
Rubio siger, at flere konflikter påvirker de globale energipriser, herunder USA’s krig mod Iran og angreb på Saudi-Arabien fra houthibevægelsen i Yemen.
»Konflikterne rundt om i verden begynder at støde sammen, og de påvirker ikke kun de globale priser på olie og diesel,« siger han og tilføjer, at det også rammer økonomierne.
Fredag underskrev Trump en præsidentiel bekendtgørelse, der satte omfattende sanktioner og told rettet mod Rusland på pause.
Sanktionspakken, der er rettet mod både Rusland og Iran, blev med et stort flertal vedtaget af USA’s Kongres i sidste måned.
Der er tale om lovpakken »Lindsey O. Graham Sanctioning Russia and Iran Act of 2026«. Den er opkaldt efter den afdøde republikanske senator Lindsey Graham, som var en støtte af Ukraine.
Amerikanske politikere fra begge sider af det politiske spektrum har kritiseret Trump kraftigt, efter at han fredag underskrev bekendtgørelsen om at sætte sanktionerne på pause.
»Helt uansvarligt,« skrev den republikanske senator Thom Tillis, som er en udtalt kritiker af Trump-administrationens beslutninger, på X efter bekendtgørelsen.
»Hvis præsidenten rent faktisk vil sænke energipriserne, kan han gøre det ved at løse problemet med Iran i stedet for at gøre Vladimir Putin (Ruslands præsident, red.) en tjeneste.«
Ted Cruz, en fremtrædende republikansk senator fra Texas, har kaldt Trumps beslutning for »en fejl«. Det skete i en udtalelse, der blev bragt på Fox News.
Pausen kommer, efter at Trump har indgået en aftale med Putin om at tillade eksport af russisk diesel til gengæld for lempelser af sanktionerne.
De kraftige stigninger i dieselpriserne som følge af krigen mod Iran er begyndt at kunne mærkes i den amerikanske økonomi, skriver AFP.
Bekymringer om leveomkostninger i landet fylder samtidig meget blandt vælgerne forud for midtvejsvalget i næste måned.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har sagt, at han frygter, at USA vil ophæve yderligere sanktioner mod Rusland, og at Trumps beslutning »belønner« Putin.