Kongeriget Danmark beholder Grønland, men giver indrømmelser til Trumps USA
Analyse: Med en ny aftale fremmer amerikanerne deres militære muligheder og strategiske interesser i Grønland. Mon det giver dem appetit på endnu mere?
Yes!
Sådan, mand!
Vi vandt – Trump tabte.
Det var nogenlunde de indledende reaktioner, da nyheden om en aftale om Grønland kom ud.
Og det er selvfølgelig en sejr, at Kongeriget Danmark stadig er intakt. Vi overgiver ikke verdens største ø til amerikanerne.
Men det ser også ud til at USA, som i øjeblikket ledes af Donald Trump, fremover får en stærkere position i en del af kongeriget.
Amerikanerne kommer til at fylde mere i Grønland, og de amerikanske interesser bliver mere dominerende.