Fortsæt til indhold
International
Opdateret

Valgstedsmålinger: AfD står til stor sejr

AfD ser ud til at sejre i Sachsen-Anhalt, mens kansler Merz' parti ifølge valgstedsmålinger går tilbage.

/ritzau/

Det højreorienterede parti Alternative für Deutschland (AfD) står til 44 procent af stemmerne ved søndagens landdagsvalg i Sachsen-Anhalt.

Det viser en valgstedsmåling fra det tyske medie ZDF.

Hos ARD står det indvandringskritiske parti til 44,5 procent af stemmerne.

Valgstedsmålingerne, som ikke er det endelige valgresultat, er blevet offentliggjort, efter at valgstederne lukkede klokken 18.00.

Valgstedsmålinger udarbejdes på baggrund af interview ved valgstederne med vælgere, der oplyser, hvad de har stemt.

Den tyske kansler, Friedrich Merz, og hans konservative parti CDU står til tilbagegang i delstaten, som partiet har styret siden 2002.

CDU står til 18,5 procent af stemmerne ifølge valgstedsmålingen fra ARD.

I 2021 fik partiet 37,1 procent.

Der er forskel i de to valgstedsmålinger på, hvilke partier der klarer spærregrænsen, som er på fem procent.

Ser man på ARD’s valgstedsmåling, kommer både socialdemokratiske SPD og De Grønne ind. Det samme gør venstrefløjspartiet Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW).

Men hos ZDF står BSW til 4,8 procent og dermed lige præcis ikke nok til at klare spærregrænsen.

Om de små partier klarer spærregrænsen eller ej, kan få betydning for, om AfD får absolut flertal og kan regere delstaten alene.

Hos ARD står AfD til at få 39 ud af de i alt 83 mandater, der er på spil, mens ZDF giver partiet 41 mandater.

Ulrich Siegmund, der er spidskandidat for AfD i Sachsen-Anhalt, siger ifølge nyhedsbureauet AFP efter de offentliggjorte valgstedsmålinger, at ”vi har skrevet historie i dag”.

Han siger også ifølge Reuters, at AfD vil ”række hånden ud til alle demokratiske kræfter, som ønsker at føre en bedre politik”.

Siegmund er 35 år og blev i august udråbt til ”Tysklands farligste mand” af magasinet Der Spiegel.

I Sachsen-Anhalt og fire andre delstater er AfD af Tysklands indenlandske efterretningstjeneste blevet klassificeret som en ”højreekstremistisk organisation”, skriver dpa.

Både i Tyskland og i udlandet er mange øjne rettet mod, hvordan det går AfD ved valget i Sachsen-Anhalt, der ligger i den østlige del af Tyskland og har godt 2,1 million indbyggere.

AfD har ligesom flere andre højrepartier i Europa oplevet fremgang i de seneste år med økonomisk uro.

Partiet blev dannet i 2013, men det har aldrig indgået i en koalition i en delstat eller den tyske regering, da de øvrige partier samarbejder om at holde AfD ude.

Det er det, der kaldes en brandmur mod AfD. Og det er den brandmur, som partiet håber at komme over med et absolut flertal.

Valgdeltagelsen i Sachsen-Anhalt ser ifølge tyske medier til at ende omkring 75-80 procent.

For fem år siden lå stemmeprocenten på 60,3 procent.

Tyskland er en forbundsstat med i alt 16 delstater.

Delstaterne kan træffe beslutninger på en række områder. Det gælder kultur-, uddannelses- og sundhedspolitik samt politi og daglige retshåndhævelse.

På forbundsniveau derimod bestemmes udenrigs-, social- og arbejdsmarkedspolitik samt økonomisk politik.