Von der Leyen lover substantiel investering i Grønland
EU vil udvide samarbejdet og er klar med en ny investering i Grønland, siger Ursula von der Leyen i Nuuk.
EU ønsker at styrke partnerskabet med Grønland og er klar med en ”substantiel” investering i Grønland.
Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, søndag ved ankomsten til Nuuk.
- Da jeg var her for to år siden, lovede jeg, at jeg ville komme tilbage med en substantiel pakke. I dag kan jeg sige, at jeg kan indfri løftet.
- Vi har et langt venskab, vi deler de samme værdier, og vi har arbejdet intensivt sammen, så vi kan styrke forholdet i årene, der kommer, siger Ursula von der Leyen.
I sin korte udtalelse på havnen i Nuuk løfter hun ikke sløret for, hvad investeringen konkret vil bestå af.
Avisen Financial Times kunne dog fredag på baggrund af samtaler med to unavngivne embedsmænd oplyse, at der er tale om 200 millioner euro.
Detaljerne i investeringen fra EU vil blive præsenteret mandag.
Her ventes EU, Grønland og Danmark desuden at underskrive en ny fælleserklæring, der udvider samarbejdet.