USA angriber lige nu Iran - Trump kommer med voldsom trussel
Der er hørt eksplosioner i Bandar Abbas og andre områder, rapporterer iranske statsmedier.
USA angriber lige nu iranske mål nær Hormuzstrædet.
Det skriver USA’s præsident, Donald Trump, på det sociale medie Truth Social tirsdag aften klokken 19.30 dansk tid.
- Angrebene er omfattende og kraftfulde og sker som gengældelse for iranernes mislykkede forsøg på at lægge miner i Strædet, skriver Trump.
Han tilføjer, at USA også angriber Iran som modsvar på otte missiler, som Iran ifølge USA har affyret mod en amerikansk militærbase i Jordan.
- Hvis den fejlslagne iranske nation gengælder dette yderst retfærdiggjorte angreb, vil de blive angrebet igen på et meget hårdere og højere niveau.
- Men det vil ikke være det største angreb, der venter, og når det er overstået, vil der være meget lidt tilbage af den islamiske republik Iran, skriver Trump.
Tidligere på aftenen skrev U.S. Central Command, der er USA’s centrale militærkommando med ansvar for blandt andet Mellemøsten, om de amerikanske angreb.
- I dag klokken 12 p.m. ET (klokken 18.00 dansk tid) begyndte amerikanske styrker at angribe Revolutionsgardens mål i Iran.
- Angrebene følger efter Revolutionsgardens seneste forsøg på angreb mod kommerciel skibsfart i Hormuzstrædet og amerikanske soldater, der er udstationeret i regionen, skrev U.S. Central Command på X.
Iranske statsmedier rapporterer ifølge nyhedsbureauet Reuters om, at der er hørt eksplosioner i blandt andet Bandar Abbas, der er en kystby ud til Hormuzstrædet.
Søndag aften angreb USA den iranske ø Larak. Det var de første amerikanske angreb på Iran siden slutningen af juli.
Dagen efter svarede Iran igen med angreb mod amerikanske militære mål i Jordan.
Senere mandag indikerede USA’s præsident, Donald Trump, i et interview med Fox News, at der kunne komme flere angreb mod Iran, da han sagde, at USA vil ramme landet ”hårdt”.